Ritualernes mystik 2

Liselotte Horneman Kragh. cand.theol., religionshistoriker og præst.

Kontemplation er derfor ikke en særskilt vej eller et særligt kald. Det er kristendommen selv, levet med dybde og ærlighed. Det er hjertet i den kristne tradition, som strækker sig fra Jesus til ørkenen og frem til i dag.

Adam Bucko, leder af Center for Spiritual Imagination

Den kontemplative traditions rituelle udtryk – og lidt oprindelseshistorie.  

Indledende  

Kontemplative praksisser spirer frem i Danmark – og måske kan de være med til, omsider, og måske ad  bagdøren, at oprette det myndige lægfolk, som Danmark aldrig har haft, som biskop Martin Modeus også peger på. Måske kan det være med til at vi lærer at tage alvorligt, at rituelt  liv ikke kun foregår inden for kirkens mure på et bestemt tidspunkt filtreret igennem en præst, men sømløst, som et åndedrag, skal og må fortsætte, uden for kirkemurene og konstant og hvor som helst i dagliglivet, fordi vi er sat til som kristne at kristusforme vores sind og hjerter i vores  henvendthed på verden i alle sammenhænge. De første kristne kaldte sig ikke kristne, men ”dem, der hørte til Vejen” (ApG 9:2), og den vej vandres ad konstant og hele tiden som en måde at være i  verden på.  

Men lad os begynde med to vignetter, der sætter tonen for al kontemplativ praksis: 

Rabi’a al-Adawiya (en af de vigtigste figurer inden for tidlig Sufimystik) gik engang ned  ad gaden, mens hun holdt en fakkel i den ene hånd og en spand vand i den anden. Da hun  blev spurgt om, hvad hun havde gang i, svarede hun: Jeg vil sætte ild til paradis og hælde  vand over helvedes flammer, sådan at disse to former for slør forsvinder, og det kan blive tydeligt, hvem der elsker Gud bare af kærlighed og ikke ud fra frygten for helvede eller håbet om at komme i paradis.

Genfortalt i Sölle, Dorothee, The Silent Cry – Mysticism and Resistance, Fortress Press, Minneapolis, 2001, p.35

Og: 

Paulus i brevet til Filemon, kapitel 2:5: I skal have det samme sind som Kristus. De ord griber os i kraven og  viser os, hvad vi egentlig skal på den her vej: Ikke kun beundre Jesus, men indoptage hans  bevidsthed. Og ja, hvordan øver vi det samme sind som Kristus? Hvordan ser vi gennem  hans øjne? Hvordan føler vi gennem hans hjerte? Hvordan lærer vi at svare verden med  den samme integritet og helende kærlighed, som han gjorde? At være kristen handler  ikke om den rette måde at tro på. Men om den rette praksis.

Bourgeault, Cynthia The Wisdom Jesus. Transforming Heart and Mind – a New Perspective on Christ and His  Message, Shambhala, Boston 2008, p. 35 

Det spørgsmål er præcis, hvad ørkenmødre- og fædrene spurgte sig selv om: Hvordan øver vi at have det samme sind som Kristus? 

Så, hvis vi indledende skal spørge os selv: Hvad skal kontemplative praksisser gøre godt for, kan det ikke understreges nok, at det ikke handler om det enkelte menneskes wellness, men om den dybeste forbundethed med verden og længslen efter at ville stå op for og værne om den verden, som vi er en uløselig del af: "Det kontemplative liv er en dans med det guddommelige, sådan at godhedens kraft kan blive mere stabil og virkelig i vores liv” (Wendy FarleyBeguiled by Beauty, Cultivating a Life of Contemplation and Compassion) De kontemplative ritualer skal vække os til at se skønheden og sårbarheden i alt værende og vække barmhjertighedens kraft i os. Eller: Hvordan får vi disse to udsagn til at synke ned i hjertet: Jeg er verdens lys (Johs. 8:12) og: I er verdens lys og jordens salt (Matt. 5:14)? 

Eller sagt på i et mere filosofiske sprog kan man formulere (med en fin blanding af  Hartmut Rosas resonanstænkning og Alfred North Whiteheads procesfilosofi/teologi): Ikke at flygte  fra verden, men at indgå på en anden måde i den – en måde, der ikke er baseret på aggression og besiddetrang, men på modtagelighed, at respondere i en samarbejdende participation i verdens  fortsatte skabelse og trivsel.  

Evangeliehjemmel for kontemplation 

I Matthæusevangeliet 6:6 siger Jesus: Gå hjem til dig selv og bed bag lukkede døre. Her ligger den bibelske  hjemmel til at vende koncentrationen indad – og ikke bare i det vers, men også i de gange, hvor det  beskrives, at Jesus trak sig tilbage for at bede. Den opfordring blev taget alvorligt af ørkenmødrene  – og fædrene, der i 300-og 400-tallet i stigende tal begyndte at drage ud i ørkenen, lang væk fra den  nu officielle kristendom med alle dens magtspil og dogmatiske slagsmål. Ironien er, som sagt, til at tage at føle på, at reformatorisk kristendom så godt og grundigt havde støvsuget sig selv for spirituelle praksisser, at de hungrende søgende måtte tage til Østen for at hente buddhistiske  indsigter og kontemplative teknikker til sig. Men vi har haft dem hele tiden i den hesychastiske tradition, som mestendels er videregivet via den ortodokse kirke. Grundtvig kunne gå tilbage til oldkirken (Irenæus) og finde nyt liv, og det kan vi naturligvis også. 

Pointen med at bringe dem op igen er, at de er fra vores egen tradition, og at de enkelte begreber og  måder sagtens kan genbruges i en moderne kontekst, både kollektivt og individuelt. Kontemplativ bøn er tidløs og kan træde ind i hvilken som helst tid.  

Der er ingen ritualbog i den kontemplative tradition

Der er et vist paradoks i at sætte den kontemplative tradition sammen med ordet: Ritualer. For stort set hele pointen er at lade det katafatiske bag sig og overgive sig til det apofatiske. Der er ikke nogen ritualbog, hvor man kan slå op på side x. Der er en kæmpe stak af bøger skrevet af og om mystikere – bl.a. Philokalia: Værket indeholder uddrag af kirkefædrenes mystiske belæringer fra 300-tallet til 1300-tallet, belæringer om sindets indre bøn, og  teksterne peger på hesychasmens mystiske lysoplevelse; - et helt bind er dedikeret til Hjertebønnen  alene. ”Selvom vi holdes sammen af en fælles tradition og en fælles rytme af bøn, kan måden, som denne livsform kan folde sig ud på, tage mange former. Målet har aldrig været at knække en eller  anden kontemplativ kode eller at blive ekspert i bønnens mekanik. Målet har altid været at blive et menneske, der lever i en åbenhed over for Guds nærvær.” (Adam Bucko, Contemplation is the Marrow)

Richard Rohr udtrykker det således: 

"Stihedsbønner og kontemplative bønner [..] giver os ingen roller, ritualer, skrifter,  klædedragter, kønsspecifikationer eller korrekte ord at argumentere ud fra. "

Rohr, Richard, Just This – Prompts and Practices for Contemplation, SPCK, London, 2018 p. 19

Og James Finley således:  

"Pointen er, at der ikke findes noget, der formelt og officielt kan peges på som kristen  meditation, hvis man dermed mener én bestemt måde at meditere på. Mystikere  gennem tiden har brugt forskellige metoder, hvor der så naturligvis også synes at være en gennemgående rød tråd.

Finley, James, Christian Meditation – Experiencing the Presence of God

Hovedærindet i kontemplation: Gennemlysning, transformation, at omsinde sig

Det strukturelle udgangspunkt for den kontemplative praksis er illumination, transformation, lutring, gennemlysning, forvandling, formbarhed, hvad vi end skal kalde det.

Hvis vi ser  kirkehistorisk på det, ligger der tre strukturelt/psykologisk meget forskellige udgangspunkter for de tre kirkeretninger:  

1. Den petrinske tradition i den katolske kirke med kirkehierarkiet som det bærende  sakramenteadministrerende stativ.

2. Den paulinske i den protestantiske kirke med den transaktionelle lære om retfærdiggørelse som den bærende struktur.

3. Den johannæiske eller mystiske i den ortodokse kirke, hvor gennemlysning,  transformation, theosis (guddommeliggørelse) er det bærende.

Den kontemplative tradition er det sidste. Den kalder på transformation. Forklarelsen på bjerget: Gennemlysningen, oplysningen af det  værende indefra på en eller anden facon:  

"For ørkenmødre- og fædrene blev bøn ikke opfattet som en transaktion, der skulle til for på en eller anden måde at behage eller prise Gud, men som en transformation af bevidstheden hos den bedende; som en opvågning til en indre dialog, som, set fra  Guds side, altid foregår."

Man kan også udtrykke det som en måde, helt ned på neurologisk plan, at komme væk fra den  venstre hjernes måde at regere verden på (cf. Iain McGilchrist); Richard Rohr udtrykker det som en  regelret afhængighed, addiction, som vi neurologisk er bygget til at falde ned i: 

"Kontemplation gør os i stand til at se sandheden i altings forbundethed. Det er en  disciplin, der sætter os fri, helt på neurologisk plan, fra vores afhængighed af vores  vanlige måde at tænke på og fra vores venstre hjernehalvdel [der ser alting i bidder og  analytisk], og som hele tiden vil være i kontrol. 

Rohr, Richard, Just This – Prompts and Practices for Contemplation

Man kan også udtrykke det som en måde, helt ned på neurologisk plan, at komme væk fra den  venstre hjernes måde at regere verden på (cf. Iain McGilchrist); Richard Rohr udtrykker det som en  regelret afhængighed, addiction, som vi neurologisk er bygget til at falde ned i: "Kontemplation gør os i stand til at se sandheden i altings forbundethed. Det er en  disciplin, der sætter os fri, helt på neurologisk plan, fra vores afhængighed af vores  vanlige måde at tænke på og fra vores venstre hjernehalvdel [der ser alting i bidder og  analytisk], og som hele tiden vil være i kontrol.” Ibid. S. 8 

Mystikerne har også et andet tema, som vanskeliggør talen om en egentlig ritualisering i den  kontemplative tradition: udtrykt ved Meister Eckharts, tysk mystiker (1260-1328)’s sunder  warumbe – ”uden at have et hvorfor”. Han har et sigende billede: ”Mange mennesker har det med se på Gud med samme øjne, hvormed de ser på en ko; de ønsker at elske Gud på samme måde, som  de elsker en ko, fordi den giver mælk og ost.”(Sölle, Dorothee, The Silent Cry – Mysticism and Resistance) . Så er vi tilbage til Rabias, sufimystikerens, ord:  Den kærlighed, der gnistrer og bare er, mellem Gud og menneske, ikke pga. af noget som helst, ingen helvedesangst, ingen paradisbelønning, ingen do ut des, ingen juridiske regnskaber eller  byttehandler.  

Kernebegreber i den kontemplative tradition 

Hesychia, nepsis, apatheia, epimonia/stabilitas.

Stilheden som det altafgørende i den kontemplative praksis: 

Hesychia: Stilhed – eller: ’Den stilhed, som Gud skænker: Paul Knitter ønsker sig, at vi kristne  skaffer os et ekstra sakramente: Stilhed.

""[..] det, jeg gerne vil foreslå mit kristne fællesskab, er i bund og grund dette: Vi  kristne har behov for et yderligere sakramente (for katolikker ville det så blive 8 og  for protestanter 3): stilhedens sakramente - eller meditationens sakramente. Ydermere  mener jeg, at vi kristne har brug for at modtage dette sakramente ofte og med  regelmæssighed, så ofte som på daglig basis. (Heldigvis er det et sakramente, man kan forvalte selv, så vi behover ikke at gå i kirke  for det.)"

Knitter, Paul F. Without Buddha I Could not be a Christian, Oneworld Publications, Oxford 2009 p. 153. Videre (p.  66: "Here there is much work to do. As beautiful and inspiring as Christian liturgies can be, they are still, for me and I  know for many of my fellow churchgoers, too noisy, too busy, too wordy - and that means not sufficiently respectful of  what liturgists call the "Arcanum," the wordless Mystery that is at the core of all successful ritual." 

Eller som her beskrevet af Louise Franklin Højlund i Areopagos’ praksisbibliotek AT LYTTE:

“Hesykia, græsk ord, der betyder dyb stilhed eller indre fred. Hesychia er ikke fravær af lyd. Det er en fyldt stilhed. En aktiv stilhed. Hesykia er havet under bølgerne. Et lys, der bare brænder. Uden at blafre. Det er en stilhed, der hele tiden er til rådighed. Som du kan vende dig mod. Koble dig til.
For en dybere forbindelse med alt levende, med livskraften, hvad end du kalder den. Hesykia er en stilhed, der gør en forskel. Hesykia er det modsatte af en verden i et vildt tempo.
At forbinde sig til den stilhed er en modstandspraksis. Du kan til enhver tid joine stilhedsrevolutionen!”

I den dybe, grundlæggende stilhed gives der – bl.a. - mulighed for, som Michael Stubberub  formulerer det: "en meget detaljeret analyse af tankernes psykologi."[..] "Menneskets lidenskaber  og laster sætter sig igennem både direkte og overført igen og igen. Opgaven er at lære sine  grundlidenskaber og karaktermæssige problematikker at kende og via dette kendskab langsomt og  systematisk at kunne tage højde for dem. En grundøvelse er holdningsmæssigt at møde en lidenskab  med dens modsætning. På den baggrund nås der frem til apatheia, eller lidenskabsløshed, som den  optimale basis for bøn og fordybelse."  

I stilheden (hesychía) opstår muligheden for at blive opmærksom (nepsis) på alle de ubevidste  mønstre (passions), sådan at man kan se på dem lidt på afstand – eller som Paul Knitter udtrykker  det: At vi kan opøve en større frihed ved at observere vores emotionelle respons, inden den buldrer  løs, sådan at det er os og ikke vores følelser, der sidder i førersædet. At være opmærksom på den  måde er ligesom de der sikkerhedsmaskiner, man skal gå igennem i lufthavnen: Den identificerer og  fjerner det, der kan true både vores egen og medpassagerens trivsel. Nepsis forhindrer os i at blive  kidnappet af vores følelser, meninger og fordomme. "Det græske ord nepsis betyder  årvågenhed/vågen opmærksomhed. Det henviser til en form for rolig observerende måde at være til  i det daglige, at man er opmærksom og vågen over for ens reaktioner, hjerte, tankestrøm og lægger  mærke til de mønstre, der opstår og måske går igen i ens tankestrøm. Den indre opmærksomhed,  som skal udføres med barmhjertighed, er ’ørkenens metode’. At øve dette nærvær og denne  opmærksomhed er en færdighed, vi kan udvikle. Det betyder, at vi kan holde øjeblikket med en vis  lethed uden at gå helt i dørken over det, men forsøge at holde den rolige og opmærksomme ligevægt  i sindet. (Paintner, Christine Valters, Breath Prayer – An Ancient Practice for the Everyday Sacred)

Et uopgiveligt element i den årvågenhed over for det bulder og brag og besværlighed, der kan  afspille sig i ethvert menneskeligt indre, er en dyb nænsomhed over for dét, man møder i sig selv.  Det er ikke en selvfordømmelse for at fremme selvhad, men et mod til at lægge al det besværlige  frem for Kristi nænsomme blik: "Evagrius keeps stressing that asceticism is not enough by itself for  the spiritual path. Gentleness is crucial. It alone transforms a person's heart and opens it to God." ("Gentleness is for Evagrius the source of knowledge of Christ. Without gentleness, we can read the Bible as much as  we like and engage in the harshest ascetical practices, but we will never understand the mystery of Christ. Thus he  writes to a disciple: "But above all don't forget gentleness and calm, which purify the soul and bring us close to the  knowledge of Christ.” Grün, Anselm, Heaven Begins Within You – Wisdom from the Desert Fathers, The Crossroad  Publishing Company, New York, 1999 p. 116.+117)

Nepsis er også en højnet opmærksomhed på skønhed og underfuldhed og sårbarhed – en vågenhed i  det hele taget over den verden, vi er indfældet i. 

Lavpraktiske rammer 

Har den kontemplative tradition en metode? Det er der bred enighed om, at den ikke har. Der er  rammer, der kan sættes, men det er kun rammer. En tommelfingerregel for den meditative praksis er  i hvert fald at se den som en daglig praksis (centrerende bøn anbefaler to x 20 min om dagen). 

"Guidelines for selve meditationen er i forhold til kroppen at sidde stille med rank ryg, at lukke  øjnene eller at sænke blikket mod gulvet, at trække vejret langsomt og naturligt, at placere ens  hænder på en afslappet måde i sit skød. I forhold til bevidstheden er guideline at være nærværende,  åben og opmærksom, hverken at holde fast i eller frastøde noget som helst. I forhold til den måde  man går til det på/ens indstilling/holdning: Guideline er at møde op med en ikke-dømmende  barmhjertighed over for en selv, når du oplever at du fastholder og frastøder alt muligt, og en lige så  ikkedømmende barmhjertighed over for andre i deres magtesløshed over for det samme. 42 

Eksempler på ritualer i praksis 

• Ikonmeditation.  

• Centrerende bøn. Centrerende bøn er at møde op med åbne hænder og uden ord. Gud, der  møder os hinsides ord og begreber.  

• Hjertebønnen – der er et helt bind i Philokalia, der kun omhandler Hjertebønnen; der er  mange mange måder at praktisere den på, nogle med åndedræt, nogle uden. At bede  Hjertebønnen (Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig/os) konstant gennem alle gøremål  – evt. koblet på åndedrættet – er en tredje. (1. Thess. 5:17: Bed uden ophør). Målet er at  blive ét med den Gud, hvis væsen det er at give ud af sig selv, og hvis væsen det er at være i  evig relation – perichoresis – med alt.  

• Åndedrætsbønner 

• Lectio Devina  

• Kropsbøn/Cross yoga 

• Pilgrimsvandringer 

• Bøn i naturen/mindfulness 

• Barmhjertighedsmeditation/forbøn 

• Chant/Taizé 

• Labyrintvandring 

• Daglige nyhedsbreve fra CAC og WCCM – de kan bruges som udgangspunkt for Lectio  Devina eller som fordybelsespunkter, også i grupper/fællesskab.  

Alt dette kan praktiseres individuelt eller kollektivt, også i gudstjenesterammer. Og hvad er kaldet i det? Hvad er opfordringen? Det er Theosis: "Logos blev menneske, siger Athanasius, sådan at vi kan blive Gud. Han, der af natur  er Gud, tog vores menneskelighed på os, så at vi mennesker kan få muligheden for  ved hans nåde at tage del i hans guddommelighed, derved ”at få del i guddommelig  natur” (2 Pet 1:4). Jesusbønnen, adresseret til den inkarnerede Logos, er en måde  at virkeliggøre inden i os dette mysterium, som theosis er, hvorved mennesker  formes til at opnå Guds sande lighed. Ved at den gør os ét med Kristus, hjælper Jesusbønnen os med at tage del i den  fælles iboen eller dans [perichoresis], som de tre personer i Treenigheden indgår  i. " (Behr-Sigel, Elisabeth, The Place of the Heart – An Introduction to orthodox Spirituality, St. Vladmir’s Seminary  Press, New York, 1992, p.167 )

Theosismålet kan også udtrykkes ved Åndens frugt (Gal 5:22): kærlighed, glæde, fred,  tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. 

Teologien bag dette:  

Op imod den pessimistiske antropologi (fra Augustin over Luther og de andre reformatorer) har  mystikerne altid fejret tilstedeværelsen af den skabte sjæls storhed i dens evne til at elske. Theresa  af Avila siger det på én måde: ”Jeg kan ikke sammenligne noget med sjælens vidunderlige skønhed  og dens utrolige muligheder./ I don’t find anything comparable to the magnificent beauty of a soul  and its marvelous capacity.” 

Julian af Norwich på en anden: Moder Kristus, Hellige Visdom ønsker, at vi bliver os bevidste om,  at menneskehedens kæreste-værdige sjæl blev strikket sammen med Ham ved skabelsen og denne  sammenbinding er så elastisk og stærk, at den danner en sammensmeltning med Gud. I denne  sammensmeltning bliver den gjort endeløst hellig/ Mother Christ, Holy Wisdom "wishes us to be  aware that humanity's dearworthy soul was preciously knit to Him in the creation and this knot is  subtle and so powerful that it is one-ed into God. In this one-ing it is made endlessly holy."  (Showings kap. 53)  

Måske ligger der i denne væsensforskellige antropologi også en grundlæggende forklaring på,  hvorfor kontemplation blev så fremmed for protestantismen – ud over alle de andre historiske og  teologiske forklaringer og ud over, at reformatorerne stirrede sig så blinde på den af dem så  afskyede gerningsretfærdighed.  

Eponomia/stabilitas – vedholdenhed, ikke mindst op imod akedia:  

””Gå hen og sæt dig i din celle og giv din krop som pant til væggene”. Man skal love sig selv til sig  selv og til ens faktiske omgivelser, ganske som hvis man indgik i et ægteskab.” 44Det var en af de  gennemgående og meget enkle regler hos ørkenmunkene. Kontemplation er en forpligtelse på den  lange bane. At ’tro’ bliver til: At være trofast, holde næsen i sporet, holde ud, blive ved (Jf Lukas 21:19: Ved at holde ud skal I vinde jeres liv. Jesus er i gang med at fortælle disciplene om alt det svære, de  vil komme til at stå midt i (dvs. når the shit hits the fan). Ordet ’holde ud’ er ’epimonia’. )– her med  Rowan Williams i Stilhed og honningkager:  

"Hvis man har svært ved at forholde sig til andre mennesker, hvad stiller man så op  med forholdet til sig selv, ens egen krop, med hverdagens forbistrede  

almindeligheder? Synd og kamp handler ikke kun om, hvad man gør mod andre.  Konflikter kan man møde alle steder, ikke mindst når man står ansigt til ansigt med  sig selv. Derfor er det at blive i sin celle i allerhøjeste grad at holde fast i en realistisk  opfattelse af, hvem man er som et begrænset væsen; en, der ikke kan kontrollere alt,  hvad enten det foregår i det indre eller det ydre, en ufærdig skabning i Skaberens  hånd."

"Problemet er ikke blot og bar kedsomhed; det drejer sig om det, som den græske  tradition kalder akedia, en af sjælens otte store byrder, der blev identificeret af de  skarptseende teologer, der i det femte århundrede og fremefter stillede meget præcise  diagnoser over menneskesjælen. Akedia handler om frustration, hjælpeløshed, mangel  på motivation, overførslen af byrder og vanskeligheder fra den indre til den ydre  verden og så fremdeles"

Hele pointen med stilheden og alt det enorme stykke arbejde, der ligger i ens eget møde med en selv  i den stilhed, er, at man bliver bedre i stand til at møde omverdenen med mildhed, barmhjertighed  og evnen til at handle klogt uden at være reaktiv. Altså: Det kan ikke siges nok, at enhver praksis handler om forbundetheden til verden. Hele det utroligt fintunede begrebsapparat, der ligger i den  buddhistiske traditions indsigt i vores menneskelige psykologi handler om, i bund og grund  barmhjertighed mod andre, og sådan er det også på kristen grund: De satte sig i ørkenen for ikke at  rende rundt og gøre skade på andre:

"Den indre forståelse af, hvorfor ørkenmunkene skulle sætte sig i deres celle  udtrykkes her i et sigende billede: Når du bosætter dig i ørkenen som hesykast, tro da  ikke, at du gør noget vældigt fint. I stedet skal du tænke på dig selv som en hund,  der er blevet jaget væk fra bymidten og er blevet bundet, fordi den render rundt  og bider og irriterer mennesker. ” I deres lille celle sad de og udøvede  miljøbeskyttelse, skraldesortering, ved at blive klar over og få gennemlyst deres  ubevidste indre vrede og forurettelse. (Williams, Rowan, Stilhed og honningkager.)

... Det er fordelen ved ørkenen eller den monastiske ramme uden WiFi: Man er befriet  fra udefrakommende stimuli. Der er stille. Og først kan det føles herligt – endelig  fred! Men så begynder det at rumle indefra. Vi bliver klar over, hvor meget skidteras  vi bærer rundt på, uforløste spændinger opstået pga. vrede, jalousi, begær, angst,  grådighed og alle de rumlerier i hjertet, som fædrene kaldte for ’passioner’. Det er, når den ydre støj træder i baggrunden, at det indre arbejde begynder. Vi er oppe  imod noget ret paradoksalt: Asketen trækker sig tilbage til det, der udvendigt set er  fredfyldt – og for netop at kunne konfrontere ufreden, der bor i hans hjerte. Han går  ind i den kamp for at u-forstene, rense og forstørre sit hjerte, så det kan være en  passende bolig for Guds kærlighed. (https://coramfratribus.com/archive/desert-fathers-10/)

Hvordan kan det bringes ind i en gudstjeneste?

Med kreativitet og mod på at gøre sig erfaringer (også dem, der viser, at noget ikke dur), kan man  inkorporere de fleste af de ovennævnte elementer i en gudstjeneste. Jeg har selv gudstjeneste erfaringer med Lectio Devina, åndedrætsbøn, elementer af centrerende bøn, bøn i bevægelse,  chant/Taizé-sange, og så, naturligvis, perlen over dem alle: stilhed.  

Jeg kan ikke forestille mig en bedre kilde at gå til end Rowan Williams ord nedenfor med hensyn til  at tænke kontemplation ind i en gudsstjeneste (et uddrag af Malene Fenger Grøndals interview med  ham, da han holdt oplæg på Løgumkloster Refugium i Havesalen i januar 2019.): 

Rowan Williams:  

• Kristendommen handler ikke om at tilegne sig en ny ideologi eller ny viden, men om at  blive et nyt menneske. den tid, vi lever i, er præget af hurtighed, febrilsk aktivitet og enorme  mængder af information. Så det er næppe det, folk kommer i kirke for at få. De kommer  ikke i kirke for at blive mere effektive, men snarere for at blive mere menneske- lige.  Gudstjenesten skal formes til at hjælpe dem med det. Den skal designes til at åbne dem for  Guds ord, ikke kun som en intellektuel viden om teologi, men som en erfaring af Gud,” siger han og uddyber: 

• Der er en risikoen er, at gudstjenesten bare bliver en time, der fyldes med sang og ord 

• En god liturgi sender mennesker ud i verden med større tålmodighed og opmærksomhed. De  går ud af kirken med en fornemmelse af skønhed og glæde, som ændrer deres perspektiv på  de situationer og mennesker, de møder, og gør dem mindre selvoptagede og mindre  pressede. Det kaldes nåde”  

• Rowan Williams tilføjer, at der i andre kirker i Church of England er gudstjenester, som er  præget af større langsomhed og mere refleksion, ofte inspireret af liturgien i for eksempel  det økumeniske fællesskab i Taizé i Frankrig og klosteret på den skotske ø Iona. 

• Han synes, at hvis man oplever, at en bestemt stil eller form hjælper til at åbne mennesker  for Guds ord, bør man overveje at passe det ind i søndagsmessen i stedet for kun at bruge  det ved særlige gudstjenester.” 

• Præsten kan tænke over tempoet i sin tale, og man kan vælge musik, der giver pauser til  refleksion. 

• Vi må lade Gud arbejde i stedet for at fylde hvert øjeblik med vores nok så velvalgte  materiale af den ene eller anden slags 

• Vi kan lære at blive mere bevidste om vores krop og opmærksomme på vores åndedræt

Når du nævner stilhed som et væsentligt element, kan man forledes til at tro, at du i virkeligheden  opfordrer præsterne til at lære folk at meditere efter buddhistisk mønster? 

”Vi kan lære meget af buddhismen. Vi kan lære at blive mere bevidste om vores krop og  opmærksomme på vores åndedræt og analysere de forskellige distraktioner, vi oplever under  kontemplation. Enhver buddhist med selvrespekt vil desuden sige, at han ikke mediterer for  at blive mere effektiv på arbejdet, men for at blive mere menneskelig, og det vil en kristen  forhåbentlig være enig i. Så jeg er ikke så bekymret for at lære af buddhismen.”

Døden og det kenotiske aspekt 

Den kontemplative praksis kan – oven i alle de andre aspekter i den – også ses som en praksis, der  leder frem til at øve sig på at dø: At give slip, kenosis (jf. Filipperhymnen), at åbne den knugende til-sig-hånd og give slip. Selve grundbevægelsen i kontemplation er at give slip på eller skabe en  afstand til tankemønstre, begær, rethaveri – alle de uendeligt mange tråde, der binder os til livet på  godt og ondt.  

Artiklen er et oplæg holdt d. 5.2.2026 på kursus i Løgumkloster om kristen mystik

Ritualernes mystik 1

Liselotte Horneman Kragh. cand.theol., religionshistoriker og præst.

Kontemplation er derfor ikke en særskilt vej eller et særligt kald. Det er kristendommen selv, levet med dybde og ærlighed. Det er hjertet i den kristne tradition, som strækker sig fra Jesus til ørkenen og frem til i dag.

Adam Bucko, leder af Center for Spiritual Imagination

Præambel 

Èn af de (mangelagede) grunde til, at jeg ikke kunne blive ved med at være sognepræst, var bl.a. en  udmattelse skabt af det lavvande, som en udelukkende luthersk-evangelisk teologi fodrede både mig  og menigheden med. Jeg manglede det dybere grundvand, som min egen tradition aldrig har bibragt  mig (og som jeg som religionshistoriker godt vidste eksistensen af) – og som denne uge har handlet  om. Emnet her ligger således min egen eksistens meget hjertenær. 

Mit opdrag i forbindelse med dette ugekursus var specifikt at zoome ind på den kontemplative tradition i kristendommen som en både indholdsmæssigt og i ydre form – praksis/rituelt – modsætning eller modvægt til en dogmatisk indgangsvinkel, som vi kender den bedst her i DK;  eftersom al liturgisk gøren og laden i folkekirken har sine direkte forankringsplads i folkekirkens  bekendelsesskrifter, der i høj grad er karakteriseret af katafatisk religiøst engagement, fulde af ord,  som mennesker har stridt med og kæmpet med rigtigheden af – og udryddet modstandere med, der  ikke abonnerede på disse ord og begreber.  

Det kan være et paradoks at skulle tale om den kontemplative traditions ritualer, fordi  kontemplation konstant danser mellem en katafatisk og apofatisk tilgang.Langt det meste af vesterlandsk teologi er katafatisk, protestantisme er næsten udelukkende katafatisk. Vi kan ikke  sparke os frem for ord. Det er sigende, at Thomas Aquinas (død 1274), superstar blandt skolastiske  teologer, ved slutningen af sit liv havde en mystisk oplevelse under en messe, hvorefter han sagde:  ”Alt, hvad jeg har skrevet, er som strå”. Alle de umådeligt mange bind om Gud, som han havde  skrevet, måtte komme til kort, syntes han at erkende i det udsagn.  

Den kontemplative tradition kan i denne dans derfor ikke siges nogensinde at kunne blive proppet  ned i en ritualbog, hvor de enkelte skridt står nøje udpenslet (først a, så b, så c og ordene skal være  de her og ikke de her) – og dog er der i den kontemplative tradition nogle måder at gøre tingene på  og at være på, nogle spirituelle ’teknologier’, som er blevet brugt gennem århundrederne.  Kontemplative praksisser har naturligvis også haft nogle helt konkrete og fysiske rammer og  vejledninger, som løber som en rød tråd gennem kristendommens historie. 

Historisk baggrund

Dorothee Sölle (1929-2003), tysk befrielses- og feministisk teolog angiver, at vi må gå til vores  emne her med en sultens hermeneutik (Sölle, Dorothee, The Silent Cry – Mysticism and Resistance, Fortress Press, Minneapolis, 2001, p.48). Der er en sult efter dét, som dogmatisk religion ikke kan  mætte mennesker med i det lange løb. Protestantismens ærinde har på den vis et paradoks indbygget  i sig: Reformatorernes ærinde var bl.a. at lade individet komme til det guddommelige fad og stikke  skeen i det selv uden om hele det klerikale lag som portvogtere – og så endte det protestantiske  projekt med at skabe et massivt klerikalt/intellektuelt præste-portvogter lag, hvor selve troens kerne  sjovt nok alligevel skulle filtreres gennem de kloge præsters studerede hoveder for at sikre, at det  var den rigtige udgave af troen, som individet spiste løs af. Selve det at Reformationen betød, at  folk skulle lære det rigtige og dermed i samme åndedrag aflære det forkerte (al katolsk), gjorde  protestantismen til et didaktisk foretagende, hvor præsten står ophøjet over folket og underviser i den rette tro, der kun går gennem øret. Selve det setup indbygger i sig selv en udsultning af det,  som al religionshistorie fortæller, er bærende for enhver tro: Daglig, kropslig praksis, der indøver,  træner, en sanset, kropsbåret indfældethed i kontakten til den guddommelige virkelighed og en  øvelse i at åbne sindet for barmhjertighed.  

“Generelt var kampen mod den radikale reformation (sværmere, gendøbere), som tog fart fra midten af 1520'erne, et  udtryk for en topstyring og ensretning af reformationen, der fratog de evangeliske menigheder deres nyvundne frihed og  ansvar (Hendrix 2015, s. 155-190; Burnett 2014). Luthers og wittenbergteologernes ønske om teologisk orden forenedes  med fyrsternes ønske om politisk og social orden og skabte den luthersk-evangeliske fyrstekirke, hvor nye hierarkiske  strukturer afløste den romerske kirkes embedshierarki, og hvor bispeembedet fortsættes/genindføres som den særlige  del af det ene kirkelige embede, der har som opgave at føre læretilsyn." (Jacobsen, Anders-Christian: Læretilsyn i den  lutherske tradition i: Tilsyn i folkekirken)

Det er derfor aldeles – religionshistorisk - forudsigeligt, at folkekirken i denne tidsalder over en  kam samler aldeles kropsbaserede praksisser op som stilladser for tro og for forbundethed til det  guddommelige: Pilgrimsvandringer, cross-yoga, mindfulness, meditationsgudstjenester, retræter,  centrerende bøn, hvor absolut alt andet end den linde protestantiske strøm af ord er centrum.  

Kontemplation bærer, som nævnt, noget anti-hierarkisk og dermed også anti-institutionelt i sit  DNA, og derfor har det op gennem kristendommens historier vækket de kirkelige autoriteters  mistænksomhed og misbilligelse, og det er helt lige meget, om det er under katolske, ortodokse eller  protestantiske rammer. I Danmark har vi den historiske og sociopolitiske ramme, at Reformationen  blev indført af kong Christian III, som havde en dyb interesse i at få fjernet den katolske kirkes  politiske og økonomiske magt for så selv at kunne sætte sig på den. Lige siden da har vi haft en  konfessionsbundet kirke, som (stadig) emmer af den definitionsmagt- og ret som en enevældig  konge havde. Den magt fortsætter, eftersom folkekirkens konfessionelle binding er bagt ind i  Grundloven. Det er, med Lars Sandbecks ord, stadig den konstantinske kirke, i hvert fald set med  kirkens egne øjne, om end en fremskrivning af de nuværende medlemstal synes at pege hen på  afslutningen af den konstantiske æra i kirkens historie.

DEN KONSTANTINSKE KIRKE "Fokus er på ubevægelighed og fastlåsthed. Hvor den romerske kirke opmuntrede til og integrerede bevægelse, vandring og procession, er stolene i den nye kirke overalt det mest synlige kendetegn ved det reformerte kirkerum, idet de håndhæver stilstand og system og – interessant nok, trods dens demokratiske retorik – social orden og hierarki.Efter at have forkastet fromme donationer som tilhørende en falsk gerningernes religion opdagede den lutherske bekendelse i kirkesæderne en ny, indbringende og … vedvarende indtægtskilde. Menneskers ønske om at udmærke sig i denne verden ved at sidde over eller foran deres nabo finansierede en kirke, som prædikede, at sådanne forskelle var uden betydning. (Iain McGilchrist, The Master  and His Emissary p. 467 , oversat af red.) 

Her kan den kontemplative understrøm, der altid har været til stede i kristendommen, ses som et  konstant og stædigt fænomen, der – i takt med, at kirken mister sin samfundsautoritet (eller bliver postkonstantinsk) – atter dukker op som en religionsfænomenologisk uundgåelighed: Mennesket  søger livgivende kilder og praksisser uden om de herskende (definitions)magtstrukturer, hvad enten  de magtbærende teologiske strukturer synes om det eller ej. Og som et indlæg i Præsteforeningens  Blad i januar 202610 angiver, er det naivt at tro, at mennesker i dag ikke bare går alle mulige andre  steder hen for at hejse noget vand op af den kontemplative brønd, hvis de ikke kan finde det vand i  folkekirken. 

Det var ét af niveauerne – det kirke- og magthistoriske. Dertil kommer et andet - den  sociologiske/idehistoriske/filosofiske analyse af Reformationens eget vældige bidrag til  affortryllelsen og sekulariseringen af verdenen. Reformationen møblerede aldeles grundlæggende  om på den middelalderlige verdensopfattelse, at man kan støde ind i det numinøse og hellige på  mange forskellige fysiske, sansebårne måder her i verden. Via de fem sola’er blev troen en noget luftig affære; den bliver intellektuelt båret, fordi hele gudsforholdet skulle skovles ind i mennesket  via ordet og øret (sola scriptura, sola fide, sola gratia, sola Christus, sola Deo Gloria), og samtidig  blev sakramenterne barberet ned til to, som også var omgærdet af en hypersensitivitet omkring det  korrekte ordvalg, jf. det meget tilsyneladende voldsomt omstændelige arbejde, som en  dåbskommission må tage på sig. 

Den canadiske filosof Charles Taylor (f. 1931) beskriver dette gennem begrebet excarnation i sit  vældige værk A Secular Age (2007). Excarnation: Den process, der sker, når religion (og  kristendommen især) bliver løsrevet fra kroppen (dis-embodied) og fra ritualer og bliver til et tros system i stedet for. Det skal siges, at denne bevægelse hen mod excarnation allerede var i gang  inden for visse grene af katolsk teologi i de katolske århundreder forud for Reformationen, men  reformatorerne bringer det til et hidtil uhørt højdepunkt og dermed også skisme. 

Charles Taylor bringer i A Secular Age også begreberne porøs og polstret i spil: Det porøse  menneske, dvs. det menneske, der før Reformation og modernitet, opfattede sig selv som  ’illuminérbar’, dvs. som kunne gennemtrænges af det guddommelige lys og virkelighed, være  mødested i kroppen for det uudsigelige, det hellige, det guddommelige. Hvorimod det polstrede  menneske i moderniten er polstret mod den slags; det kan ikke gennemtrænges, det er autonomt,  afgrænset, adskilt. En svamp kan gennemtrænges, en sten kan ikke. Vi skal senere se på, at der i  dette løber noget parallelt, der har at gøre med den underliggende teologi, dvs. den måde reformatorerne formulerede deres antropologi. Med et total depravity syn på mennesket, er det  klart, at der ikke kan finde et illuminerende, transformerende møde mellem Gud og menneske sted.  Mennesket er pakket ind i sin egen fordærvethed; er en sten, der ikke kan gennemlyses og i hvert  fald ikke kan møde op som en aktiv, participerende del af det møde med det guddommelige, som  alle mystikere gennem kirkens historie har forsøgt at berette om. 

Paul Tillich kan også være med i en analyse af protestantismens store evne til at skyde sig selv i  foden (set fra en religionshistorisk synsvinkel):  

"C. G. Jung har kaldt protestantismens historie en historie om vedvarende “ikonoklasme” (“billedødelæggelse”, det vil sige ødelæggelsen af religiøse symboler) og dermed en adskillelse af vores bevidsthed fra de universelt menneskelige “arketyper”, som er til stede i alles underbevidsthed. Han har ret. Protestanter forveksler ofte væsentlige symboler med tilfældige tegn. De er ofte uvidende om den numinøse kraft, der er iboende i ægte symboler, ord, handlinger, personer og ting. De har erstattet den store rigdom af symboler, som findes i den kristne tradition, med rationelle begreber, moralske love og subjektive følelser. Dette var også en følge af den protestantiske protest mod den overtroiske brug af de traditionelle symboler i romersk-katolicismen og i al hedenskab. Men også her har protesten sat sit eget grundlag i fare.” (The Protestant Era, oversat af red.)

Eller med andre ord: Vi protestanter synes at have smidt nogle ufatteligt vitale kristne babyer ud  med badevandet.  Reformation, Oplysningstid og Descartes tager hinanden i hånden og det er ret svært ikke at kalde  vores protestantiske univers for deistisk: Der var engang en guddom, der satte det hele i værk – og  lige lagde en frelseshandling oven i – og som så trak sig tilbage på efterløn med nogle få timer om  ugen på arbejdsmarkedet; guddommen har træffetid i de to sakramenter, der forvaltes til en  højmesse, men ellers ikke, og vi må vifte rundt her på vores forvirrede klode og klare os, som vi nu  bedst kan, for vi har – jo – vores synders nådige forladelse.  

Meningsbærende beholdere for livets overgange

Vi vil nu bevæge os ind i ritualets fænomenologi. Ritualer sætter ind i en sammenhæng – det enkelte individ sættes ind i en kulturel og ofte også  kosmisk sammenhæng. De sætter os ind i et resonansrum – der er en klangbund for os, der kommer  en lyd tilbage fra det store, tomme intet, og det resonansrum giver os en fornemmelse af at høre til i  verden. De er en eksistentiel forståelsesramme, en beholder, et rækværk, der kan gøre, at man ikke  læner sig (for langt) ud over kanten til intetheden. Da jeg var sognepræst i Kværs, havde jeg dette  skilt stående på mit skrivebord: 

Brugeren af dette skrivebord er ansat ved et ritualskabende- og bevarende firma med henblik på opretholdelse af nomiske sammenhænge til brug for individets evne til  generelt at finde sig en plads og finde sig til rette i kollektivet, såvel det sociale/samfundsmæssige som det historiske/universelle, og specifikt op imod den  specielle anomi, der hedder døden, individets ophør.[Anomi er afledt af det græske ord  nomos, lov, og blev indført i sociologien af Emile Durkheim] 

Skiltet havde jeg skrevet som en lille husker til mig selv på de dage, hvor jeg kunne komme i tvivl  om, hvad det var, jeg egentligt lavede i dette ofte besynderlige, men som regel altid meningsgivende  arbejde, det var at være præst. Selve grundtanken i den lille huskeseddel er bygget på  religionssociologiens grand old man, Peter Bergers, udsagn i hans klassiker The Sacred Canopy fra  1967: Mennesket er et meningshungrende dyr, og ritualer er som et meningsskabende tæppe eller  kuppel, som vi spænder ud over vores liv og varmer os under. Eller et koordinatsystem, der  lægger sine akser ud over det virvar, der hedder livet. I ritualerne fastfryser vi øjeblikket og gør det  stort: vi er ikke bare en zebramor, der føder sit føl på savannen og skal have det på benene, så både  mor og føl kan komme væk fra løvekæberne og helst indsluses så anonymt som muligt i flokkens  liv. Nej, vi frembærer barnet i en ceremoni, der gør dette biologiske fænomen, fødslen, til en unik  hændelse i familien, slægten og den givne religiøse fortælling, som vi er født ind i. Ligeså når vi  lægger vores døde i graven: Vi lægger dem ned i en fortælling, så de ikke bliver helt væk.  

Martin Modeus, svensk teolog og ritualforsker og nu også ærkebiskop i Sverige, har som  udgangspunkt, når han taler om ritualer, at ritualets grundlæggende funktion er at svare på noget,  som er sket. Det ligger tydeligt i menneskers natur at svare med et ritual ved livets og naturens  brydningspunkter. Ritualet kom således før religionen:  

"Terence S. Turner sammenfatter den rituelle situation således: Rituel og ceremoniel  adfærd udvikles som svar på situationer, hvor overgang, tvetydighed, konflikt eller  ukontrollerbare foreteelser truer en relationsstruktur, enten udtrykkeligt eller  underforstået, helt enkelt ved at være ukontrollerbare."

Eller som Modeus formulerer det her:  "Ritualet er et socialt instrument for erfaringsintegration, til at gøre "hændelse" til "erfaring”."

Ritualer er også en menneskelig teknologi til at binde fællesskaber sammen – ritualer er socialt lim:  Sådan går vi rundt om en enerbærbusk her hos os. Ritualer er en gruppemarkør. Vi, der gennemgår det her ritual, har et særligt bånd, der binder os sammen.  

Ovennævnte er nogle af ritualers hovedfunktioner. Disse funktioner klarer vi sådan set fint i folkekirken med de fire store overgangsritualer, som folkekirken er leverandør af.  MEN.

Ritualer er træning

En yderligere og helt vital funktion af ritualer er også, at de er træning – træning i det daglige, dag ind og dag ud, år ind og år ud. Træning og indøvelse til at omsinde sig – metanoia. Eller at få hjertet med sig. Gør du noget med kroppen, påvirker du dit nervesystem. En træning, der forsøger at opøve kroppen og sindet i at kunne være gudsvendte. Det synes, som om reformatorisk kristendom helt har glemt eller lader ude af betragtning, at ritualer også betyder og indebærer dette vitale element: træning. Øvelse. Ordet ’askese’ betyder bare: at øve sig.  

Det skal i parentes siges, at denne helt lavpraktiske, trænende side af ritualer kan bruges på godt og ondt; som alle menneskelige teknologier kan ritualer bruges til at enten fremme eller knuse livet – ritualer kan medvirke til at gøre mennesker umenneskelige, få dem til at marchere i takt og gøre uhyrlige ting. Man kan, som Knud Hansen påpeger i sin artikel: Troens tyranni (Vindrosen 1954) bare se på Filip II af Spanien (1527-1598), der dræbte et ubegribeligt antal mennesker på kætterbålene rundt om i sit rige:  

"Det mest karakteristiske for Filip var hans fromhed. På sin residens,  kæmpebygningen Escorial, hvor der også var indrettet et kloster, deltog han ofte i klosterbrødrenes åndelige øvelser ganske som en menig munk. Og det fortælles at han i timevis kunde ligge hensunket i bøn og andagt foran et maleri af Tizian der forestillede frelseren på vej til Golgatha.”

I al sekterisk aktivitet kloden over kan man netop konstatere, at ritualer kan have en enorm magt over mennesker; ritualer er således ikke at kimse ad i forhold til de kræfter, de kan vække – eller holde i kort snor. Mon ikke det også er derfor, at religioner ofte indeholder huskelister over, hvad der egentlig skal stræbes efter, som f.eks. Gal. 5,22: "Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.”

Tilbage til sagen: Fordi reformatorisk kristendom havde så travlt med at smide hvad som helst, der kunne lugte det mindste af den her træning, ud, (fordi hvad som helst, der lugter af gerningsretfærdighed, skal UD – og al klosterliv og almindeligt dagligt fromhedsliv blev set som kun og purt gerningsretfærdighed), smed man dermed også de grundlæggende spirituelle teknologier ud, som har været med i kristendommens historie fra begyndelsen.  

Ritualfænomenlogiske og religionshistorisk er det at skyde sig selv i foden. Daglig indøvelse i en given religions praksis er grundstenen i langt de fleste religioner kloden over.  

Der er ikke noget at sige til, at 60’er-generationen både herhjemme og i USA valfartede til Østen for at få spirituelle praksisser med hjem i kufferten, for de kunne ikke få dem af de protestantiske kirker, som var deres egen religiøse leverandør.  

Religionshistorisk kan man også more sig over – eller græde, alt efter hvad man er til – at Reformationen skar ned i sakramenternes antal fra 7 til 2. Selv en ærkeprotestant vil kunne gå med til at sige, at et sakramente er det sted, hvor man via et fysisk element støder ind i det guddommelige (=det synlige udtryk af en usynlig virkelighed), og derfor er det jo næsten mystisk,  at protestantismen så det som sin hoveddyd at sørge for, at der skulle være færre steder at støde ind i Gud på. Og at de steder kun kan administreres af et klerikalt lag og kun må foregå i kirken. Gud forbyde, at det hellige skulle bevæge sig uden for kirkemurene, hvor vi ikke kan holde styr på det, åbenbart. 

Det er neurologisk

Rituelle praksisser spænder altså nogle faste ruter ud midt i en foruroligende, uforudsigelig verden – hvilket kan oversættes til den neurologiske virkelighed, at kontemplativ praksis møblerer om på hjernens frygtcentre og giver den, helt bogstaveligt, en større ligevægt til at stå i uforudsigelighed og kriser.  

Det handler ikke om (en dogmatisk) viden, men om daglig praksis, askese= øvelse, hvor nervesystemet trænes, og vores plastiske hjerner får nogle spillerum, som den ellers har svært ved, fordi den er reaktiv af natur. Vi kan altså ikke bare klappe i og gå hjem ved vores synders nådige forladelse som en kognitiv viden. At vide noget kognitivt og intellektuelt er ikke tilstrækkeligt for kroppens væren i verden. Det skal trænes – i kroppen. Reformationens hovedærinde med retfærdiggørelse af tro efterlod mennesker med et frit-i-luften-svævende, dvs. kropsligt uforpligtende og i kroppen uforankret budskab, som man skulle tage til sig via hørelsen. Reformatorernes iver efter at uddrive den mindste tanke om, at menneskets indgår som en aktiv del af forholdet til det guddommelige, savede, set med ritualfænomenologiske øjne, den gren over, de og vi nu selv sidder på. Mystikerne i enhver religion ved og lever af, at kærligheden mellem Gud og mennesker lige så lidt kan leve af en ensidighed som ethvert menneskeligt kærlighedsforhold. Gud møder op med sit kys, sin inderlige omfavnelse – og mennesket kysser, omfavner, tilbage med hele sit væsen. For at elske, må man være porøs, ikke en sten. Man må mødes i et favntag, ofte, helst dagligt.  

Jeg glemmer ikke en samtale med en kvinde (meget dedikeret kirkegænger), der udtalte: ”Når jeg har været til alters og rejser mig og går ned, så har jeg ca. et minut, hvor jeg føler mig helt ren. Og så efter det minut er jeg tilbage til min sædvanlige urene tilstand.” Her har kirken, set religionshistorisk og ritualfænomenologisk, givet kvinden stene for brød. For ja, der gives noget i nadveren, det er ét af aspekterne i ritualer, som sagt: Formidling af noget guddommeligt, kontakten til det guddommelige, det hellige, det numinøse. Men det kan aldrig stå alene i nogen organiseret religion, der tager sig selv alvorligt; det skal altid suppleres med træning, øvelse, daglig praksis. De to sider af ritualers kunnen er som et åndedrag, en cirkulær bevægelse, et organisk kredsløb. Og i protestantismen har vi kun den éne side. Og den stakkels kvinde (ud over at være blevet indlært en dysfunktionel antropologi om sig selv) er fanget i, at hendes kirke aldrig har lært hende, at det kun er én del af hendes rituelle kristne liv, når hun går til alters. Den anden del kan hun på egen hånd og myndigt træne og øve i sin hverdag for at kunne kristusforme sig. Og jo, hun har måske også en praksis med ordfyldte bønner og bibellæsninger derhjemme (bare slå op i salmebogen bagerst, der er bønner nok), hvem ved, men det er alt sammen under en didaktisk, katafatisk kuppel, en henvendelse til det guddommelige, ikke en øvelse af et apofatiske, hengivende møde med. 

Jeg kan ikke se, hvordan den folkekirkelige rituelle hovedvare (i hvert fald i forhold til dets egen  konfessionelle målsætning – retfærdiggørelse af tro, individets evige frelse eller evt. fortabelse)  alene kan klæde mennesker på til at stå som sårbare, længselsfulde og dog duelige eksistenser på en  truet klode med et kristusformet hjerte – at have et kristusformet hjerte er en livslang  dannelsesproces, hvor vi hele tiden bliver til i lyset fra Guds bundløst tillidsfulde og  forventningsfulde blik på os. Og dermed fraviger kirken den rituelle forpligtelse, som ligger indbygget i al ritualforvaltning gennem tiderne.  

Det kan opsummeres således: Hvad har en given tro at give både den enkelte og kollektivet  when the shit hits the fan? Hvad giver den enkelte og kollektivet resiliens, hjerteåbenhed, henvendthed mod sårbarhed og næsten og skabningen, når det hele ramler? Hvis vi ingen træning har under bæltet i at omsinde os (metanoia), hvordan kan nogen så forvente, at vi kan være Kristusbærere? 

og resiliens

I alle kulturer styrker ritualer mennesker til at håndtere livets grundlæggende eksistentielle sårbarhed og livsbyrder. Man ved nu, fordi man kan sætte elektroder på folk, at det ikke bare er en påstand fra religionsfænomenologer og observerende antropologer: At ritualer kan være lige så effektivt kropsregulerende som de bedste medicinske piller mod angst (fordi de er strukturerede, de gentages/er repetitive – de samme handlinger gøres igen og igen og de strækker sig over tid). På den måde giver de en struktur, der lægger sig over hverdagens uforudsigelighed, og det giver os en fornemmelse af kontrol over alt det, som vi i bund og grund ikke kan kontrollere, eller rettere: en fornemmelse af at kunne finde ro midt i det uforudsigelige og ukontrollerbare. Vores hjerner kan ikke lide uforudsigelighed (som tommelfingerregel – alt for stor uforudsigelighed, i hvert fald, og verden, som den opleves nu, byder på daglig uforudsigelighed på den store klinge), og det er her, ritualer kommer ind som en superteknologi, som nogle antropologer mener, at vi har med os rent  evolutionært, og som var med til at udvikle vores hjerner og gøre os til homo sapiens20: De væsner, der havde hang til rituel adfærd, var dem, der var bedst til at samarbejde, overleve og tilpasse sig og navigere i uforudsigelighed og således give deres gener videre. Rituel adfærd ligger dybt i os og hjælper os med at forbinde os med andre, finde mening og give identitet. 

Ørkenmunke - og nonnerne, som jeg senere vil vende tilbage til, vidste, at på samme måde som der er visse ting, man ikke kan begynde at gøre med sin krop bare sådan vupti – for eksempel løbe maraton, løfte mange kilo eller slå vejrmøller – før den har en grundlæggende styrke, smidighed og balance, sådan er det også med ens opmærksomhed: Den skal trænes. Laurence Freeman, hvis Daily Wisdom-mails jeg har fået fra The World Community for Christian Meditation i mange år efterhånden, forklarer, at en måde man kan oversætte det buddhistiske ord for meditation med, er: At blive kendt med sig selv – to become familiar with yourself. Fordi det er det dybeste og bedste udgangspunkt for ikke at sprede edder og forgift, men det modsatte, ud i verden. Ligesom man træner i fitnesscentret ved at opøve muskelgrupper til at bære, løbe, holde ud, strække sig, balancere, opøver meditative praksisser sindet til at kunne gøre nogenlunde det samme: bære, holde ud, strække sig, balancere – i forhold til det altid komplekse opdrag det er at være et menneske i verden. 

hjerneregulerende

Det er det, en kontemplativ praksis gør. Vipassana-meditation (træning af opmærksomhed) på buddhistisk grund beskrives her meget konkret af forfatteren Nils Lyngsø fra bogen: Ti dage i stilhed: 

Nogle af de mest slående forskningsresultater viser at meditation ikke alene fører til funktionelle, men også til anatomiske ændringer i hjernen: En række forsøgsdeltagere som ikke havde nogen erfaring med meditation, blev sat til at gennemføre et mindfulness-program hvor de under kyndig vejledning mediterede i gennemsnit en halv time hver dag. Efter otte uger viste MRI-scanninger at deres amygdala var blevet mindre. Frygtcenterets forbindelseslinjer til resten af hjernen var blevet svækket. Man kan altså helt konkret „omkable“ sin hjerne ved hjælp af meditation. Ikke alene var amygdala blevet mindre, der var også nogle områder i den forreste del af pandelappen der var blevet tykkere eller tættere, nemlig de områder der har at gøre med opmærksomhed, koncentration og rationelle beslutningsprocesser. Neuroplasticitet giver håb: Man kan med den rette teknik styre sin mentale aktivitet så præcist at bevidsthedsstrømmen omformer hjernen, omtrent som en flod skulpterer sit flodleje.  

Anden forskning har vist at meditation navnlig svækker forbindelseslinjerne mellem amygdala og Default Mode Network så der ikke genereres nær så meget stress i forbindelse med ruminationer: Drøvtyggeriet bliver mindre negativt ladet. Og efterhånden bliver man mindre tilbøjelig til at gå og gumle på alt muligt: Regelmæssig meditation over længere tid nedsætter aktiviteten i Default Mode Network.  Også andre dyr har en pandelap og et evolutionært mere primitivt limbisk system med blandt andet en amygdala. Men mennesket er det eneste dyr hvor pandelappen er så kraftig at det kan lade sig  gøre at lave vipassana og dermed så at sige omprogrammere instinkterne. (Matt Roasano: Did Meditating Make Us Human? / Gilbert, Paul, The Compassionate Mind)

Ritualer er, potentielt, hjerneregulerende. De er med til at træne hele vores væren i verden, sådan at vi – potentielt – kan møde den verden på en anden måde. Det er en klar indre håndsrækning til curvatus in se-mennesket, kunne man jo venligt sige til Luther. Det gælder ikke bare opmærksomheden på en selv, men i allerhøjeste grad også på ens omgivelser:  

På kurset i Sverige faldt det mig ikke ind at en følelse er noget man kan øve sig i – følelser er jo bare noget der dukker op og forsvinder igen. Men en følelse er en mental aktivitet, ligesom en tanke er det. Og lige fra begyndelsen kunne jeg se pointen med at få mere styr på tankerne. Det er nemt at forstå at jo mere man øver sig i at holde fokus under meditation, jo bedre bliver man til at aktivere sit fokus til hverdag. Efterhånden automatiseres det, så koncentrationen opstår af sig selv når der er brug for det. Det er det samme med øvelsen i empati: Jo mere man træner sin velvilje over for andre – det vil sige: Jo mere man kultiverer følelsen under meditation – jo nemmere bliver det at aktivere den til daglig. Og efterhånden vil det kærlige eller medfølende blik på andre indfinde sig af sig selv i de situationer hvor det er påkrævet. Lyngsø, Niels, Ti dages stilhed - Et essay om meditation og bevidsthed jvf. Ricard, Matthieu, Altruism - The Power of Compassion to Change Yourself and the World

Det var nogle hurtige pennestrøg omkring ritualers neurologiske urkraft hos os homo sapiens. Eller som en af de førende traumeteologer, Karen O’Donnell, siger, idet hun giver en mere eller mindre høflig finger til traditionel dogmatisk, systematisk teologi

 Dogmatiske udsagn er ikke tilstrækkelige til at hjælpe et menneske til at blive sat sammen igen i kølvandet på et traume. Langt mere kræver en sådan genetablering, genskabelse, af selvet et kreativt engagement med kroppen." (Karen O’Donnell The Dark Womb )

Og hos Tillich igen:  

”Fejlen ved protestantismen er, at det den aldrig tilstrækkeligt har beskrevet kærlighedens sted og betydning i kristendommen som helhed” Og han fortsætter: En ny tolkning af kærlighed er nødvendig i alle dele af protestantismen, en tolkning der viser, at kærligheden grundlæggende ikke er en følelsesmæssig, men en ontologisk kraft; at det er selve livets essens, nemlig den dynamiske sammensmeltning af det, der førhen var adskilt. (Tillich, Paul The Protestant Era)

Den kontemplative tradition har som ingen anden strøm i kristendommen, sat kærligheden sted og betydning i centrum som noget fysisk, kropsligt, noget øve-bart, et sted at møde op på, en cirkel af opmærksomhed at sætte sig i med det ene formål at hengive sig til kærlighed – kærlighed til Gud, til verden og en selv. I den kontemplative tradition opøves det menneskelige hjerte i at ’se’/skue hvor dyrebart skabt det er, og hvor meget vi bydes op til dans af en tillidsfuld og elskende Gud og på den måde sættes i stand til at øve barmhjertighed i verden. 

I næste afsnit ser vi på Den kontemplative traditions rituelle udtryk og lidt  oprindelseshistorie.  

Artiklen er et oplæg holdt d. 5.2.2026 på kursus i Løgumkloster om kristen mystik