KATOKOMBISKE ANBEFALINGER

Man kommer langt med gode bøger….

Hilarion Alfeyev: The Spiritual World of Isaac the Syrian

Liturgical Press: Minnesota, 2000

Isak af Nineve, også kaldet Isak syreren, er en østsyrisk teolog, såkaldt mystiker og åndelig vejleder fra det 7. århundrede. I centrum af hans teologi er troen på, at Gud i det inderste af sit væsen er kærlighed – evig, uforanderlig, betingelsesløs kærlighed. Denne grundtanke udfolder Isak med storslået konsekvens i både sit forfatterskab og sin livsførelse. Den lærde russiske biskop Hilarion Alfeyev har skrevet en grundig og forholdsvis let tilgængelig introduktion til Isak af Nineves dybt fascinerende, fantastisk smukke og åndeligt opløftende kærlighedsteologi.

Iian McGilchrist: The Master and His Emissary: The Divided Brain and the Making of the Western World (Yale University Press: New Haven, 2009)

Iian McGilchrist: The Matter With Things: Our Brains, Our Delusions, and the Unmaking of the World, Vol. 1-2 (Perspectiva Press: London, 2021)

Disse to værker fordelt på tre bøger på samlet set 2000 sider er fyldt med tankevækkende aha-oplevelser. Værkerne handler om forskellen på højre og venstre hjernehalvdel – men også om filosofi, kultur, kunst, religion og teologi. Og så handler de først og fremmest om, hvor ødelæggende det er for både samfundet og det enkelte menneske, for kulturen og naturen, for etikken og religionen, når der sker det neurovidenskabeligt og psykologisk problematiske, at venstre hjernehalvdel opnår en uhensigtsmæssig dominans over vores måde at tilgå virkeligheden på, sådan som det er sket i det moderne Vesten. I disse banebrydende værker leverer den engelske hjerneforsker, psykiater og filosof Iian McGilchrist en overbevisende kulturdiagnose, som forklarer, hvorfor så mange ting er gået grueligt galt i vores samfund i dag, hvorfor vi ødelægger naturen, og hvorfor vi har mistet sansen for det hellige og meningen med livet. Undervejs kritiserer McGilchrist dogmatisk, stivnet, venstrehjernehalvdelsdomineret religiøsitet og peger på et mere mentalt sundt alternativ i den traditionelle mystik.  

 

Douglas A. Campbell og Jon DePue: Beyond Justification: Liberating Paul’s Gospel (Cascade Books: Eugene, 2024)

Paulus’ kristendomsforståelse handler ikke om ”retfærdiggørelse ved troen alene”, men om menneskets opstandelse og participation i Kristus, som er et åndeligt og etisk liv med og for andre – med Guds grænseløse kærlighed som fortegn. I denne velskrevne og velargumenterede bog viser de to eksegeter og Paulus-eksperter, Douglas Campbell og Jon DePue, at den protestantiske Paulus-læsning hos Luther og Calvin er grundlæggende forfejlet, og at Paulus har et langt mere positivt, håbefuldt og eksistentielt meningsfuldt evangelium at forkynde, end vi typisk har lært i Vesten.

 

Sergius Bulgakov: The Bride of the Lamb (på engelsk ved Boris Joakim. William B. Eerdmans Publishing Company: Grand Rapids, 2002)

Den amerikanske teolog og filosof David Bentley Hart har kaldt Sergius Bulgakov (1871-1944) for ”den største systematiske teolog i det 20. århundrede”. Læser man den russiske teolog Bulgakovs dogmatiske hovedværk, The Bride of the Lamb (udgivet posthumt i 1945), er det vanskeligt ikke at give Hart ret. Værket er fremragende, storladent, kreativt, originalt, mystisk spirituelt og overalt båret af dybe indsigter i den treenige Guds og kristendommens grundlæggende mysterium: at vi alle får del i Guds evige kærlighedsliv gennem Kristus. Særligt Bulgakovs refleksioner over døden og efterlivet, Guds dom og alles frelse – som er delvist baseret på hans egen nærdødsoplevelse i januar 1929 – er fascinerende læsning, og man fornemmer her, at man har at gøre med en kristen tænker, der ikke bare har studeret sig til, men også har erfaret hvem Gud virkelig er, og hvad meningen med livet (og døden) i sidste ende er.

 

 

Vi læser videre….