Jeg er livslangt og ulykkeligt forelsket i folkekirken. Jeg kan ikke leve med den, og jeg kan heller ikke leve uden den. Jeg kan ikke synke ned i dens gøren og laden som i en rar ogtryg lænestol. Tværtimod gribes jeg af en dyb rastløshed og utålmodighed og skal tæmme kroppen til at opføre sig ordentligt og sidde stille og pænt. Det kan jeg ikke, sidde stille og pænt. Kan jeg så ikke være protestantisk, evangelisk kristen, medlem af folkekirken? Det er det, jeg bokser med og har brugt mange år af mit liv på at bokse med. Jeg er ud af en typisk alenlang præsteslægt på min mors side. Siden slutningen af 1700-tallet har mændene været præster i en lige og ubrudt linje. Det første brud kom med min mor, og jeg har vel samlet det sugende genetiske træk op i et forsøg på at træde ind i kæden igen. Efter et studieforløb, der afspejlede mit ambivalente forhold til teologi og (folke)kirke, fordi det, studiet, slingrede mellem religionshistorie og teologi, endte jeg så som sognepræst i den danske folkekirke. Det blev til syv lærerige år som præst på landet.Derefter forlod jeg den traditionelle præstestilling og er indtil videre ikke vendt tilbage til den. Men hver dag bokser jegmed teologiske og pastorale grundfænomener. For mit væsener teologisk indtil sidste knogle, og jeg synger kraftfuldt med på Augustins: ”Du har skabt mig til dig, Gud, og mit hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig”. Jeg husker tidlige refleksioner som barn i forhold til kirkens mærkværdigheder, og jeg har sikkert aldrig slugt noget råt, uagtet at den kristendom jeg blev udsat for, primært i form af min højtelskede morfar, som var biskop i Haderslev Stift i årene 1964-1980 (fra jeg var 2, til jeg var 18), altid har været af den lyseste, grundtvigianske slags. Min uundværlige medvandrer siden 1983 har været Anders Laugesen, der har været langt mere end en sparringspartner og studiekammerat. Vi har ikke kun forholdt os til teologi, religionshistorie og tro som en akademisk disciplin. Men hargennem årene været vidner til store og små livsbegivenheder i hinandens liv og mærket, hvad der holdt vand, og hvad der ikke gjorde – teologisk, menneskeligt, trosmæssigt. Den teologi har ingen af os kun kunnet hente inden for den evangelisk-luthersk/protestantiske sfære. Det kunne Grundtvig heller ikke i sin tid. Ikke mindst med Grundtvig i hånden forfægter vi nødvendigheden af en teologisk frihed til at finde inspiration og næring, hvor den viser sig, og at nyformulere på baggrund af denne næring, uanset hvor den så kommer fra. Jeg har ubehag ved Luther(s helgenkåring). Det kan Luther ikke selv gøre ved, men det kan vi andre, der helgenkårer ham. Luthers kvindesyn og anti-semitisme synes ikke at genere nogen teologer, og jeg synes, at begge disse aspekter hos ham skriger til himlen. Luthers kvindesyn er standard middelalderligt og dybt patriarkalsk, og det kan han næppe klandres for som mandligt barn af sin tid, men hans antisemitismevar af så vild en karakter, at der går tunge skæbnetråde direkte fra hans sene antijødiske skrift til nazisternes Holocaust. Som religionshistoriker forstår jeg ikke den tilsyneladende angst for, at der kunne findes noget brugbart i andre religiøse visdomstraditioner. Jeg har fundet dybe indsigter hos både jødedommen og buddhismen (som er de to, jeg har lænet mig mest op ad), når jeg lader dem spejle min egen kristne tro. En frygtsom, mistænksom færden inden for en snæver teologisk horisont synes at være folkekirkens vandmærke, og den gør os ikke til hjerteduelige Jesus-mærkede mennesker, med åbne parate hænder, til at stå i den komplekse, globale virkelighed med næstens og klodens sår.

Jeg er vokset op på Ry Højskole, hvor der var frihed og leg inden for meget enkle rammer - ikke ud på Klostervej og ikke længere ned mod Gudenåen end mindestenen! Der var Bertolt Brecht-øvning i teatersalen, og om søndagen var der mulighed for at tage med far til gudstjeneste, hvis man havde lyst. Og så var der et dagligt middagsbord, hvor man mente noget og skulle stå på mål for sine holdninger. Da jeg blev 18, tog jeg til Paris. Jeg blev der to år og drømte om at tage på filmhøjskolen i Ebeltoft, men kunne ikke finde finansiering. Og så sneg tanken om teologi sig ind. Det var måske bønnen i den danske kirke i Paris: Vi ber til, at gudstjenesten må være det sted, der gør, at vi kan leve i hverdagen opmærksomt og nærværende. Leve opmærksomt. Nærværende. Det beder jeg i alle fald stadig om.

Jeg blev teolog og præst. Og skal vække længsel, gøre budskabet relevant, skabe rum, der bevægede. Leg og viden skal tage hinanden i hånden. Det må ikke være uforståeligt. Jo. Et digt. Noget gådefuldt. Noget, der har med fantasi at gøre. Men ikke floskler eller teologiske formler. Hvad er det, der skal siges, så der åbnes til det rum, hvor fugle bliver udsagnsled. Hvad skal der til, for at vi bevæges i gudstjenesten? Vækkes.

Som ung præst hørte jeg utallige gange mig selv forklare dåbsforældre, hvordan de skulle forstå dåben. Hvordan de skulle forstå tilspørgslen. Indtil jeg stoppede med det. Jeg oplevede det som en slags arrogant kirkelig parallellogik: Det kan godt være du oplever det, men nu skal jeg fortælle dig, hvordan det rigtigt skal forstås. Nej! Ritualet skal kunne klare sig selv. Tage os med ind i mysteriet. Kernen kan ikke forklares, men vejen skal være åben. Jo mere jeg forsøgte at finde ord, der skabte vej, jo mere blev jeg klar over, at ordene ikke bare var uforståelige. Det, de dækkede over, var en teologi, der rummede et patriarkalsk og utilregneligt gudsbillede. “Så vil vi nu hjælpe dette barn til hans velsignelse”. Jeg kunne ikke få mig selv til sige det. Er det ikke et velsignet liv, der vokser frem? Troen er ikke en dåbsgave, men en fostergave. Han bevare din udgang og indgang. Jamen, skal dåben ikke hjælpe os til at leve som lys i dette liv? Skal det ikke være et holdepunkt i dagen i dag? Og et fællesskab, der styrker og inspirerer? Skal vi så ikke sige det?

I gudstjenesten skal vi kunne øve os på at tro, håbe og elske og med Julian af Norwichs ord, kan møde Guds ord så kærligt og kraftfuldt, som det er tænkt. Jeg ser for mig skaren af kristne, der var samlet i urkristendommen. Delte det essentielle. Bad om det mest nødvendige. Jeg er vild med Grundtvig, hans fandenivoldskhed og insisteren på frihed. Og drømmen om at vi skal vækkes. Skal leve vågne - opmærksomme og nærværende - og gøre kristelige bedrifter. Jeg næres af en meditativ praksis. Af Jesus Kristus. Af historier. Og af et levende fællesskab, hvor alle kan tage del, hvis de vil. Jeg inspireres af poesi, der aldrig låser teologien fast, men åbner, forstørrer, fordyber. Og jeg ønsker for folkekirken, at der bliver leg og frihed inden for enkle rammer. Ikke ud på Klostervej og ikke længere end stenen.

Da jeg var 17 år, endte jeg en sommer lidt tilfældigt i det økumeniske klosterfællesskab Taizé sammen med mange andre unge mennesker. I midten af den store kirke, hvor man sad på gulvet, var munkene klædt i hvidt. Rummet blev fyldt med en stor skønhed gennem de små latinske recitativer, og jeg tænkte min begrænsede erfaring med folkekirken til trods: ‘Bare gudstjenesten hjemme var sådan’. Men klostrets grundlægger fr. Roger forklarede, at vi unge ikke skulle gå hjem og lave en ny Taizé-inspireret kirke. Vi skulle derimod bære det hjem i vores egne kirker, som Taizé måtte inspirere os til. For kirkerne ud over Europa var i krise og havde brug for fornyelse.

På det tidspunkt var jeg ikke særlig bekendt med folkekirken ud over enkelte gudstjenester som KFUM-spejder, en julegudstjeneste og så blandede oplevelser i forbindelse med en katastrofalkonfirmationsforberedelse. Men jeg var troende kristen, interesseret i religion, og så havde jeg et åbent sind. Besøget i Taizé var kulminationen på en nærmest magisk interrail-tur ned gennem Europa, hvor jeg havde oplevelsen af at blive ført fra det ene religiøse møde med mennesker til det andet. I Taizé kulminerede det med en mystisk oplevelse (detaljerne kan man finde i interviews i Kristeligt Dagblad), som gjorde det nødvendigt for mig at finde et dybdegående sprog for min indre verden.  Jeg begyndte at meditere – hvilket jeg har gjort siden - og var så heldig at få en teologistuderende som en nær ven. Men stadig var folkekirken ikke en del af min verden. Så kom tiden efter gymnasiet, hvor jeg fik en skelsættende oplevelse af et gudsmøde i Gravkirken i Jerusalem (også beskrevet i interviews) og oplevede derfra et kald til at rejse til Indien for at møde østens religioner. Senere mødte jeg i Schweiz som stewart ved Kirkernes Verdensråd den gamle kvinde Ilse Friedeberg, og sammen var vi på rejser til ortodokse og orientalske kirker. På det tidspunkt vidste jeg, at den ortodokse kirke var et sted, hvor jeg følte mig hjemme, og mens jeg var militærnægter på Dialogcentret begyndte jeg at læse ortodokse teologer. 

På universitetet læste jeg religion/kristendomskundskab, og mødte her Liselotte, som blev min studiesøster. Jeg rejste i studietiden en del rundt for at studere religion forskellige steder i verden. Herunder i tibetansk buddhistiske sammenhænge. Under hele studiet boede jeg alene ude på landet og levede et liv i indre fordybelse. Langsomt voksede jeg ind i folkekirken. Hver søndag cyklede jeg til gudstjeneste inde i Århus Domkirke hos Broder Wandal eller Christian Thodberg. Og så blev jeg graverafløser og senere kordegnevikar og sang ved begravelser. Søndag aften mediterede en del af os fra kirkens periferi sammen i Klosterkirken. De unge fra de mere traditionelle kirkelige ungdomsmiljøer syntes ikke interesserede i at være med. 

Folkekirken blev langsomt et vigtigt sted for en del af mit trosliv. Grundtvig blev min poetiske og teologiske grund ind i folkekirken. Og sammen med Liselotte konstaterede jeg, at det var helt galt med vores lutherske traditions rødder ind i det augustinske menneskebillede. Det harmonerede ganske enkelt ikke med, hvad jeg selv fandt rigtigt på baggrund af de kirkelige traditioner, jeg ellers havde mødt. Fr. Rogers ord fra Taizé om at hjælpe sin egen lokale kirke var altid et sted i baggrunden. Jeg var en del af folkekirken, fordi jeg var født ind i den, og jeg oplevede mit meditative engagement og mine trossamtaler med mange folk som en måde at bidrage til en samtale. Men min primære fordybelse var - og er – ikke gennem søndagens gudstjeneste, men i den daglige, meditative praksis. På mine mange rejser begyndte jeg at lave radio, og fra 1988 tjente jeg mine penge ved at lave radio på P1 om tro. Det betød et skifte i mit eget trosliv. Jeg blev langt mindre introvert og brugte rigtig meget energi på at komme ind i folkekirkens univers, lære mennesker at kende og læse bøger. Teologiske og religionshistoriske bøger havde jeg allerede læst mange af, men nu blev det også til de nye udgivelser fra danske teologer, som jeg nok ellers ikke ville have læst. Som årene gik, samlede jeg i kraft af mit journalistiske virke og min læselyst større viden om folkekirken som institution og som organisme skabt af enkeltpersoner og deres samspil. Jeg tog en paragraf-to eksamen og kan blive præst, men har valgt ikke at lade mig ordinere, fordi jeg tror, at folkekirken har mere brug for en vidende lægmand end for endnu en præst. I forbindelse med reformationsjubilæet konstaterede jeg til min overraskelse, at det var lutter jubeludgivelser, der kom, og derfor skrev jeg lige inden jubilæets afslutning en lille bog om, hvorfor Luther kaster skygger ind på folkekirken. For jeg var på det tidspunkt blevet overbevist om, at folkekirken har brug for at gøre op med den egenrådighed dele af den lutherske tradition har. Det er tid til at skabe teologisk rum inden for folkekirken. Ikke for at gå i ord-krig om, hvem der har ret. Men fordi det kræver plads, hvis folkekirken teologisk skal kunne rumme os alle sammen. Vi er mange, der ikke er rundet ud af en augustinsk antropologi, og der er brug for rummelighed til at komme med nye bud på teologi. Også uden, at man af den grund skal kunne dømmes ude.

Egentlig er folkekirken som institution ikke speciel vigtig for mig at bevare. Den skal efter min mening altid måles i forhold til dens evne til at række evangeliet om Jesus og Guds kærlighed videre til mennesker. Evner den ikke det, ja så må den falde og erstattes af noget andet. Når jeg stadig holder fast i folkekirken og forsøger at give mit bidrag til at hjælpe den på vej, så er det fordi jeg stadig tror, den har en chance for at være helt central i at række danskerne Guds kærlighed. Men på baggrund af min faglige erfaring må jeg konkludere, at der ikke er nogen garanti for, at folkekirken kommer til at have den centrale rolle i fremtiden. Folkekirken er lige nu i en meget alvorlig krise og dens gode, økonomiske vilkår har gjort, at den stadig sover på laurbærrene. Den formår efter min opfattelse ikke at bære evangeliet ind i en ny hyperkompleks tid, hvis ikke der sker store ændringer. Det er blandt andet en teologisk krise, som er årsagen til det.  Vi har brug for et teologisk miljø, hvor der kan samtales om alle mulige tanker og ideer. Et miljø, hvor vi opfostrer teologiske eksistenser, der er i en dyb samtale med traditionen, nutiden og fremtiden indenfor alle fagområder og samfundsanliggender. Ikke al teologi er for alle. Sådan er det. Mit eget specialområde går i krydsfeltet mellem østens religioner og kristen teologi. Det er der ikke mange, som interesserer sig for eller har forudsætninger for at forstå. Men ikke desto mindre er det også en lillebitte stemme, der skal være plads til. På samme måde har vi hver især emner, hvor vores hjerte går en smule i stykker, når vi ser dem i teologisk perspektiv: klima, overvågningskapitalisme, globalisering, ritualer, alternativ medicin – for at nævne et par stykker af mine anliggender. Hvad er det, der skal til, for at vi kan lade de tusinde teologiske blomster springe ud?

For mig hænger det sammen med at lave et bredt fundament for folkekirken. Et fundament, som anerkender diversiteten i den oldkirkelige teologi. Og dermed sætter os fri til at tænke teologisk åbent ind imod fremtiden. I tiltro til, at samtalen ved Helligåndens hjælp vil bane nye veje for budskabet om Guds kærlighedsrelation til sin skabning.

Som kristen har jeg en oplevelse af at være forpligtet på at hjælpe evangeliet om Guds kærlighed til sin skabning på vej. Egentlig har jeg ikke særlig stor lyst til at deltage i den teologiske polemik, som måske følger i kølvandet på denne bog. For mig er det vigtigt at understrege, at jeg ikke skriver for at få ret. Og at jeg respekterer andres syn på teologi, hvor forskelligt det end måtte være i forhold til mit. Men jeg oplever, at der lige nu er behov for nyformuleringer. At det kan være vigtigt i forhold til det at række evangeliet videre. Og at det også er vigtigere end min egen bekvemmelighed og ulyst til at gå ind i konfronterende diskussioner. Jeg vil gerne tale teologi. Jeg ønsker ikke at få ret. Og jeg håber, at den venskabelige tone kan bygge bro hen over uenighederne. For dem vil der naturligvis være en del af.

Jeg blev døbt i landsbykirken i Gøttrup i Han Herred, der ligger på det smalleste og mest vindblæste sted mellem hav og fjord ud til Jammerbugten. Det var et Indre Missionsk miljø, hvor kirkegang var en selvfølge – hver søndag undtagen de søndage, hvor der var søndagsskole i missionshuset. Gudstjenesten blev for mig tidligt et sted, hvor jeg oplevede en mere lys og menneskelig kristendom, end den der blev prædiket i missionshuset. Når ’forkyndelsen’ i missionshuset blev for mørk og fordømmende, trøstede jeg mig med, at sognepræsten ofte prædikede om en mere barmhjertig og imødekommende Gud. Og – tænkte jeg – præsten ved mere om sagen end indremissionæren. KFUM og KFUK har spillet en stor rolle i mit liv. I den sidste del af 1970’erne og i 1980’erne, hvor jeg var aktiv, var KFUM og KFUK præget af opgøret og bruddet med Indre Mission. KFUM og KFUK repræsenterede, særligt i de større byer, et mindre fordømmende og mere udadvendt og inkluderende kristendomssyn end Indre Mission. Gennem det engagement blev mit forhold til folkekirken styrket og modnet – modsat hvad der sker for mange andre, hvor folkekirken i ungdomsårene forsvinder ud af deres horisont. For både i KFUM og KFUK og i de sogne, hvor jeg var engageret, mødte jeg mennesker, der var åbne, rummelige og inkluderende. De lod os unge gå vores egne veje og afprøve vores egne ideer. Jeg mødte en enorm tillid til, at ’det nok skal gå’, og hvis det ikke går, så går det jo nok alligevel bare på en anden måde. Efter en del omveje begyndte jeg selv i midten af 1980’erne at læse teologi med henblik på at blive præst i folkekirken. På studiet blev jeg ret tidligt grebet af den græske oldkirkes teologi. Det blev min skæbne. Det har præget mig menneskeligt og fagligt. Så skønt jeg gennem hele min studietid læste teologi med henblik på at blive præst i folkekirken, så gik det tilfældigvis anderledes. For mig var det i hvert tilfælde tilfældigt. I den allersidste del af min studietid, foreslog en af mine lærere, at jeg skulle skrive en såkaldt prisopgave om den græske teolog, Irenæus fra Lyon, der levede i det andet århundrede. Jeg fik derefter et PhD-stipendium. Så kunne jeg studere i tre år mere. Det blev også et studie i den græske oldkirkes skabelsestanke og eskatologi. Denne gang blev ’kætteren’ Origenes fra Alexandria (185-254) en del af mine studier. Det arbejde førte til, at jeg nu er ansat på Aarhus Universitet som professor i dogmatik. Jeg savner, at folkekirken generelt er mere åben for at give unge mennesker plads og spillerum til at udfolde sig på egne betingelser, uden at de skal sovses ind i det folkekirkelige ’system’. Det gælder egentlig ikke bare for unge, men for alle, der gerne vil noget. Teologisk, liturgisk, kirkeligt. Lad os prøve. Går det ikke, så sker der nok ikke noget ved det. At komme galt afsted er også at komme afsted. Stilstand er værre.