Ritualernes mystik 2
Liselotte Horneman Kragh. cand.theol., religionshistoriker og præst.
Kontemplation er derfor ikke en særskilt vej eller et særligt kald. Det er kristendommen selv, levet med dybde og ærlighed. Det er hjertet i den kristne tradition, som strækker sig fra Jesus til ørkenen og frem til i dag.
Adam Bucko, leder af Center for Spiritual Imagination
Den kontemplative traditions rituelle udtryk – og lidt oprindelseshistorie.
Indledende
Kontemplative praksisser spirer frem i Danmark – og måske kan de være med til, omsider, og måske ad bagdøren, at oprette det myndige lægfolk, som Danmark aldrig har haft, som biskop Martin Modeus også peger på. Måske kan det være med til at vi lærer at tage alvorligt, at rituelt liv ikke kun foregår inden for kirkens mure på et bestemt tidspunkt filtreret igennem en præst, men sømløst, som et åndedrag, skal og må fortsætte, uden for kirkemurene og konstant og hvor som helst i dagliglivet, fordi vi er sat til som kristne at kristusforme vores sind og hjerter i vores henvendthed på verden i alle sammenhænge. De første kristne kaldte sig ikke kristne, men ”dem, der hørte til Vejen” (ApG 9:2), og den vej vandres ad konstant og hele tiden som en måde at være i verden på.
Men lad os begynde med to vignetter, der sætter tonen for al kontemplativ praksis:
Rabi’a al-Adawiya (en af de vigtigste figurer inden for tidlig Sufimystik) gik engang ned ad gaden, mens hun holdt en fakkel i den ene hånd og en spand vand i den anden. Da hun blev spurgt om, hvad hun havde gang i, svarede hun: Jeg vil sætte ild til paradis og hælde vand over helvedes flammer, sådan at disse to former for slør forsvinder, og det kan blive tydeligt, hvem der elsker Gud bare af kærlighed og ikke ud fra frygten for helvede eller håbet om at komme i paradis.
Genfortalt i Sölle, Dorothee, The Silent Cry – Mysticism and Resistance, Fortress Press, Minneapolis, 2001, p.35
Og:
Paulus i brevet til Filemon, kapitel 2:5: I skal have det samme sind som Kristus. De ord griber os i kraven og viser os, hvad vi egentlig skal på den her vej: Ikke kun beundre Jesus, men indoptage hans bevidsthed. Og ja, hvordan øver vi det samme sind som Kristus? Hvordan ser vi gennem hans øjne? Hvordan føler vi gennem hans hjerte? Hvordan lærer vi at svare verden med den samme integritet og helende kærlighed, som han gjorde? At være kristen handler ikke om den rette måde at tro på. Men om den rette praksis.
Bourgeault, Cynthia The Wisdom Jesus. Transforming Heart and Mind – a New Perspective on Christ and His Message, Shambhala, Boston 2008, p. 35
Det spørgsmål er præcis, hvad ørkenmødre- og fædrene spurgte sig selv om: Hvordan øver vi at have det samme sind som Kristus?
Så, hvis vi indledende skal spørge os selv: Hvad skal kontemplative praksisser gøre godt for, kan det ikke understreges nok, at det ikke handler om det enkelte menneskes wellness, men om den dybeste forbundethed med verden og længslen efter at ville stå op for og værne om den verden, som vi er en uløselig del af: "Det kontemplative liv er en dans med det guddommelige, sådan at godhedens kraft kan blive mere stabil og virkelig i vores liv” (Wendy FarleyBeguiled by Beauty, Cultivating a Life of Contemplation and Compassion) De kontemplative ritualer skal vække os til at se skønheden og sårbarheden i alt værende og vække barmhjertighedens kraft i os. Eller: Hvordan får vi disse to udsagn til at synke ned i hjertet: Jeg er verdens lys (Johs. 8:12) og: I er verdens lys og jordens salt (Matt. 5:14)?
Eller sagt på i et mere filosofiske sprog kan man formulere (med en fin blanding af Hartmut Rosas resonanstænkning og Alfred North Whiteheads procesfilosofi/teologi): Ikke at flygte fra verden, men at indgå på en anden måde i den – en måde, der ikke er baseret på aggression og besiddetrang, men på modtagelighed, at respondere i en samarbejdende participation i verdens fortsatte skabelse og trivsel.
Evangeliehjemmel for kontemplation
I Matthæusevangeliet 6:6 siger Jesus: Gå hjem til dig selv og bed bag lukkede døre. Her ligger den bibelske hjemmel til at vende koncentrationen indad – og ikke bare i det vers, men også i de gange, hvor det beskrives, at Jesus trak sig tilbage for at bede. Den opfordring blev taget alvorligt af ørkenmødrene – og fædrene, der i 300-og 400-tallet i stigende tal begyndte at drage ud i ørkenen, lang væk fra den nu officielle kristendom med alle dens magtspil og dogmatiske slagsmål. Ironien er, som sagt, til at tage at føle på, at reformatorisk kristendom så godt og grundigt havde støvsuget sig selv for spirituelle praksisser, at de hungrende søgende måtte tage til Østen for at hente buddhistiske indsigter og kontemplative teknikker til sig. Men vi har haft dem hele tiden i den hesychastiske tradition, som mestendels er videregivet via den ortodokse kirke. Grundtvig kunne gå tilbage til oldkirken (Irenæus) og finde nyt liv, og det kan vi naturligvis også.
Pointen med at bringe dem op igen er, at de er fra vores egen tradition, og at de enkelte begreber og måder sagtens kan genbruges i en moderne kontekst, både kollektivt og individuelt. Kontemplativ bøn er tidløs og kan træde ind i hvilken som helst tid.
Der er ingen ritualbog i den kontemplative tradition
Der er et vist paradoks i at sætte den kontemplative tradition sammen med ordet: Ritualer. For stort set hele pointen er at lade det katafatiske bag sig og overgive sig til det apofatiske. Der er ikke nogen ritualbog, hvor man kan slå op på side x. Der er en kæmpe stak af bøger skrevet af og om mystikere – bl.a. Philokalia: Værket indeholder uddrag af kirkefædrenes mystiske belæringer fra 300-tallet til 1300-tallet, belæringer om sindets indre bøn, og teksterne peger på hesychasmens mystiske lysoplevelse; - et helt bind er dedikeret til Hjertebønnen alene. ”Selvom vi holdes sammen af en fælles tradition og en fælles rytme af bøn, kan måden, som denne livsform kan folde sig ud på, tage mange former. Målet har aldrig været at knække en eller anden kontemplativ kode eller at blive ekspert i bønnens mekanik. Målet har altid været at blive et menneske, der lever i en åbenhed over for Guds nærvær.” (Adam Bucko, Contemplation is the Marrow)
Richard Rohr udtrykker det således:
"Stihedsbønner og kontemplative bønner [..] giver os ingen roller, ritualer, skrifter, klædedragter, kønsspecifikationer eller korrekte ord at argumentere ud fra. "
Rohr, Richard, Just This – Prompts and Practices for Contemplation, SPCK, London, 2018 p. 19
Og James Finley således:
"Pointen er, at der ikke findes noget, der formelt og officielt kan peges på som kristen meditation, hvis man dermed mener én bestemt måde at meditere på. Mystikere gennem tiden har brugt forskellige metoder, hvor der så naturligvis også synes at være en gennemgående rød tråd.
Finley, James, Christian Meditation – Experiencing the Presence of God
Hovedærindet i kontemplation: Gennemlysning, transformation, at omsinde sig
Det strukturelle udgangspunkt for den kontemplative praksis er illumination, transformation, lutring, gennemlysning, forvandling, formbarhed, hvad vi end skal kalde det.
Hvis vi ser kirkehistorisk på det, ligger der tre strukturelt/psykologisk meget forskellige udgangspunkter for de tre kirkeretninger:
1. Den petrinske tradition i den katolske kirke med kirkehierarkiet som det bærende sakramenteadministrerende stativ.
2. Den paulinske i den protestantiske kirke med den transaktionelle lære om retfærdiggørelse som den bærende struktur.
3. Den johannæiske eller mystiske i den ortodokse kirke, hvor gennemlysning, transformation, theosis (guddommeliggørelse) er det bærende.
Den kontemplative tradition er det sidste. Den kalder på transformation. Forklarelsen på bjerget: Gennemlysningen, oplysningen af det værende indefra på en eller anden facon:
"For ørkenmødre- og fædrene blev bøn ikke opfattet som en transaktion, der skulle til for på en eller anden måde at behage eller prise Gud, men som en transformation af bevidstheden hos den bedende; som en opvågning til en indre dialog, som, set fra Guds side, altid foregår."
Man kan også udtrykke det som en måde, helt ned på neurologisk plan, at komme væk fra den venstre hjernes måde at regere verden på (cf. Iain McGilchrist); Richard Rohr udtrykker det som en regelret afhængighed, addiction, som vi neurologisk er bygget til at falde ned i:
"Kontemplation gør os i stand til at se sandheden i altings forbundethed. Det er en disciplin, der sætter os fri, helt på neurologisk plan, fra vores afhængighed af vores vanlige måde at tænke på og fra vores venstre hjernehalvdel [der ser alting i bidder og analytisk], og som hele tiden vil være i kontrol.
Rohr, Richard, Just This – Prompts and Practices for Contemplation
Man kan også udtrykke det som en måde, helt ned på neurologisk plan, at komme væk fra den venstre hjernes måde at regere verden på (cf. Iain McGilchrist); Richard Rohr udtrykker det som en regelret afhængighed, addiction, som vi neurologisk er bygget til at falde ned i: "Kontemplation gør os i stand til at se sandheden i altings forbundethed. Det er en disciplin, der sætter os fri, helt på neurologisk plan, fra vores afhængighed af vores vanlige måde at tænke på og fra vores venstre hjernehalvdel [der ser alting i bidder og analytisk], og som hele tiden vil være i kontrol.” Ibid. S. 8
Mystikerne har også et andet tema, som vanskeliggør talen om en egentlig ritualisering i den kontemplative tradition: udtrykt ved Meister Eckharts, tysk mystiker (1260-1328)’s sunder warumbe – ”uden at have et hvorfor”. Han har et sigende billede: ”Mange mennesker har det med se på Gud med samme øjne, hvormed de ser på en ko; de ønsker at elske Gud på samme måde, som de elsker en ko, fordi den giver mælk og ost.”(Sölle, Dorothee, The Silent Cry – Mysticism and Resistance) . Så er vi tilbage til Rabias, sufimystikerens, ord: Den kærlighed, der gnistrer og bare er, mellem Gud og menneske, ikke pga. af noget som helst, ingen helvedesangst, ingen paradisbelønning, ingen do ut des, ingen juridiske regnskaber eller byttehandler.
Kernebegreber i den kontemplative tradition
Hesychia, nepsis, apatheia, epimonia/stabilitas.
Stilheden som det altafgørende i den kontemplative praksis:
Hesychia: Stilhed – eller: ’Den stilhed, som Gud skænker: Paul Knitter ønsker sig, at vi kristne skaffer os et ekstra sakramente: Stilhed.
""[..] det, jeg gerne vil foreslå mit kristne fællesskab, er i bund og grund dette: Vi kristne har behov for et yderligere sakramente (for katolikker ville det så blive 8 og for protestanter 3): stilhedens sakramente - eller meditationens sakramente. Ydermere mener jeg, at vi kristne har brug for at modtage dette sakramente ofte og med regelmæssighed, så ofte som på daglig basis. (Heldigvis er det et sakramente, man kan forvalte selv, så vi behover ikke at gå i kirke for det.)"
Knitter, Paul F. Without Buddha I Could not be a Christian, Oneworld Publications, Oxford 2009 p. 153. Videre (p. 66: "Here there is much work to do. As beautiful and inspiring as Christian liturgies can be, they are still, for me and I know for many of my fellow churchgoers, too noisy, too busy, too wordy - and that means not sufficiently respectful of what liturgists call the "Arcanum," the wordless Mystery that is at the core of all successful ritual."
Eller som her beskrevet af Louise Franklin Højlund i Areopagos’ praksisbibliotek AT LYTTE:
“Hesykia, græsk ord, der betyder dyb stilhed eller indre fred. Hesychia er ikke fravær af lyd. Det er en fyldt stilhed. En aktiv stilhed. Hesykia er havet under bølgerne. Et lys, der bare brænder. Uden at blafre. Det er en stilhed, der hele tiden er til rådighed. Som du kan vende dig mod. Koble dig til.
For en dybere forbindelse med alt levende, med livskraften, hvad end du kalder den. Hesykia er en stilhed, der gør en forskel. Hesykia er det modsatte af en verden i et vildt tempo.
At forbinde sig til den stilhed er en modstandspraksis. Du kan til enhver tid joine stilhedsrevolutionen!”
I den dybe, grundlæggende stilhed gives der – bl.a. - mulighed for, som Michael Stubberub formulerer det: "en meget detaljeret analyse af tankernes psykologi."[..] "Menneskets lidenskaber og laster sætter sig igennem både direkte og overført igen og igen. Opgaven er at lære sine grundlidenskaber og karaktermæssige problematikker at kende og via dette kendskab langsomt og systematisk at kunne tage højde for dem. En grundøvelse er holdningsmæssigt at møde en lidenskab med dens modsætning. På den baggrund nås der frem til apatheia, eller lidenskabsløshed, som den optimale basis for bøn og fordybelse."
I stilheden (hesychía) opstår muligheden for at blive opmærksom (nepsis) på alle de ubevidste mønstre (passions), sådan at man kan se på dem lidt på afstand – eller som Paul Knitter udtrykker det: At vi kan opøve en større frihed ved at observere vores emotionelle respons, inden den buldrer løs, sådan at det er os og ikke vores følelser, der sidder i førersædet. At være opmærksom på den måde er ligesom de der sikkerhedsmaskiner, man skal gå igennem i lufthavnen: Den identificerer og fjerner det, der kan true både vores egen og medpassagerens trivsel. Nepsis forhindrer os i at blive kidnappet af vores følelser, meninger og fordomme. "Det græske ord nepsis betyder årvågenhed/vågen opmærksomhed. Det henviser til en form for rolig observerende måde at være til i det daglige, at man er opmærksom og vågen over for ens reaktioner, hjerte, tankestrøm og lægger mærke til de mønstre, der opstår og måske går igen i ens tankestrøm. Den indre opmærksomhed, som skal udføres med barmhjertighed, er ’ørkenens metode’. At øve dette nærvær og denne opmærksomhed er en færdighed, vi kan udvikle. Det betyder, at vi kan holde øjeblikket med en vis lethed uden at gå helt i dørken over det, men forsøge at holde den rolige og opmærksomme ligevægt i sindet. (Paintner, Christine Valters, Breath Prayer – An Ancient Practice for the Everyday Sacred)
Et uopgiveligt element i den årvågenhed over for det bulder og brag og besværlighed, der kan afspille sig i ethvert menneskeligt indre, er en dyb nænsomhed over for dét, man møder i sig selv. Det er ikke en selvfordømmelse for at fremme selvhad, men et mod til at lægge al det besværlige frem for Kristi nænsomme blik: "Evagrius keeps stressing that asceticism is not enough by itself for the spiritual path. Gentleness is crucial. It alone transforms a person's heart and opens it to God." ("Gentleness is for Evagrius the source of knowledge of Christ. Without gentleness, we can read the Bible as much as we like and engage in the harshest ascetical practices, but we will never understand the mystery of Christ. Thus he writes to a disciple: "But above all don't forget gentleness and calm, which purify the soul and bring us close to the knowledge of Christ.” Grün, Anselm, Heaven Begins Within You – Wisdom from the Desert Fathers, The Crossroad Publishing Company, New York, 1999 p. 116.+117)
Nepsis er også en højnet opmærksomhed på skønhed og underfuldhed og sårbarhed – en vågenhed i det hele taget over den verden, vi er indfældet i.
Lavpraktiske rammer
Har den kontemplative tradition en metode? Det er der bred enighed om, at den ikke har. Der er rammer, der kan sættes, men det er kun rammer. En tommelfingerregel for den meditative praksis er i hvert fald at se den som en daglig praksis (centrerende bøn anbefaler to x 20 min om dagen).
"Guidelines for selve meditationen er i forhold til kroppen at sidde stille med rank ryg, at lukke øjnene eller at sænke blikket mod gulvet, at trække vejret langsomt og naturligt, at placere ens hænder på en afslappet måde i sit skød. I forhold til bevidstheden er guideline at være nærværende, åben og opmærksom, hverken at holde fast i eller frastøde noget som helst. I forhold til den måde man går til det på/ens indstilling/holdning: Guideline er at møde op med en ikke-dømmende barmhjertighed over for en selv, når du oplever at du fastholder og frastøder alt muligt, og en lige så ikkedømmende barmhjertighed over for andre i deres magtesløshed over for det samme. 42
Eksempler på ritualer i praksis
• Ikonmeditation.
• Centrerende bøn. Centrerende bøn er at møde op med åbne hænder og uden ord. Gud, der møder os hinsides ord og begreber.
• Hjertebønnen – der er et helt bind i Philokalia, der kun omhandler Hjertebønnen; der er mange mange måder at praktisere den på, nogle med åndedræt, nogle uden. At bede Hjertebønnen (Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig/os) konstant gennem alle gøremål – evt. koblet på åndedrættet – er en tredje. (1. Thess. 5:17: Bed uden ophør). Målet er at blive ét med den Gud, hvis væsen det er at give ud af sig selv, og hvis væsen det er at være i evig relation – perichoresis – med alt.
• Åndedrætsbønner
• Lectio Devina
• Kropsbøn/Cross yoga
• Pilgrimsvandringer
• Bøn i naturen/mindfulness
• Barmhjertighedsmeditation/forbøn
• Chant/Taizé
• Labyrintvandring
• Daglige nyhedsbreve fra CAC og WCCM – de kan bruges som udgangspunkt for Lectio Devina eller som fordybelsespunkter, også i grupper/fællesskab.
Alt dette kan praktiseres individuelt eller kollektivt, også i gudstjenesterammer. Og hvad er kaldet i det? Hvad er opfordringen? Det er Theosis: "Logos blev menneske, siger Athanasius, sådan at vi kan blive Gud. Han, der af natur er Gud, tog vores menneskelighed på os, så at vi mennesker kan få muligheden for ved hans nåde at tage del i hans guddommelighed, derved ”at få del i guddommelig natur” (2 Pet 1:4). Jesusbønnen, adresseret til den inkarnerede Logos, er en måde at virkeliggøre inden i os dette mysterium, som theosis er, hvorved mennesker formes til at opnå Guds sande lighed. Ved at den gør os ét med Kristus, hjælper Jesusbønnen os med at tage del i den fælles iboen eller dans [perichoresis], som de tre personer i Treenigheden indgår i. " (Behr-Sigel, Elisabeth, The Place of the Heart – An Introduction to orthodox Spirituality, St. Vladmir’s Seminary Press, New York, 1992, p.167 )
Theosismålet kan også udtrykkes ved Åndens frugt (Gal 5:22): kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.
Teologien bag dette:
Op imod den pessimistiske antropologi (fra Augustin over Luther og de andre reformatorer) har mystikerne altid fejret tilstedeværelsen af den skabte sjæls storhed i dens evne til at elske. Theresa af Avila siger det på én måde: ”Jeg kan ikke sammenligne noget med sjælens vidunderlige skønhed og dens utrolige muligheder./ I don’t find anything comparable to the magnificent beauty of a soul and its marvelous capacity.”
Julian af Norwich på en anden: Moder Kristus, Hellige Visdom ønsker, at vi bliver os bevidste om, at menneskehedens kæreste-værdige sjæl blev strikket sammen med Ham ved skabelsen og denne sammenbinding er så elastisk og stærk, at den danner en sammensmeltning med Gud. I denne sammensmeltning bliver den gjort endeløst hellig/ Mother Christ, Holy Wisdom "wishes us to be aware that humanity's dearworthy soul was preciously knit to Him in the creation and this knot is subtle and so powerful that it is one-ed into God. In this one-ing it is made endlessly holy." (Showings kap. 53)
Måske ligger der i denne væsensforskellige antropologi også en grundlæggende forklaring på, hvorfor kontemplation blev så fremmed for protestantismen – ud over alle de andre historiske og teologiske forklaringer og ud over, at reformatorerne stirrede sig så blinde på den af dem så afskyede gerningsretfærdighed.
Eponomia/stabilitas – vedholdenhed, ikke mindst op imod akedia:
””Gå hen og sæt dig i din celle og giv din krop som pant til væggene”. Man skal love sig selv til sig selv og til ens faktiske omgivelser, ganske som hvis man indgik i et ægteskab.” 44Det var en af de gennemgående og meget enkle regler hos ørkenmunkene. Kontemplation er en forpligtelse på den lange bane. At ’tro’ bliver til: At være trofast, holde næsen i sporet, holde ud, blive ved (Jf Lukas 21:19: Ved at holde ud skal I vinde jeres liv. Jesus er i gang med at fortælle disciplene om alt det svære, de vil komme til at stå midt i (dvs. når the shit hits the fan). Ordet ’holde ud’ er ’epimonia’. )– her med Rowan Williams i Stilhed og honningkager:
"Hvis man har svært ved at forholde sig til andre mennesker, hvad stiller man så op med forholdet til sig selv, ens egen krop, med hverdagens forbistrede
almindeligheder? Synd og kamp handler ikke kun om, hvad man gør mod andre. Konflikter kan man møde alle steder, ikke mindst når man står ansigt til ansigt med sig selv. Derfor er det at blive i sin celle i allerhøjeste grad at holde fast i en realistisk opfattelse af, hvem man er som et begrænset væsen; en, der ikke kan kontrollere alt, hvad enten det foregår i det indre eller det ydre, en ufærdig skabning i Skaberens hånd."
"Problemet er ikke blot og bar kedsomhed; det drejer sig om det, som den græske tradition kalder akedia, en af sjælens otte store byrder, der blev identificeret af de skarptseende teologer, der i det femte århundrede og fremefter stillede meget præcise diagnoser over menneskesjælen. Akedia handler om frustration, hjælpeløshed, mangel på motivation, overførslen af byrder og vanskeligheder fra den indre til den ydre verden og så fremdeles"
Hele pointen med stilheden og alt det enorme stykke arbejde, der ligger i ens eget møde med en selv i den stilhed, er, at man bliver bedre i stand til at møde omverdenen med mildhed, barmhjertighed og evnen til at handle klogt uden at være reaktiv. Altså: Det kan ikke siges nok, at enhver praksis handler om forbundetheden til verden. Hele det utroligt fintunede begrebsapparat, der ligger i den buddhistiske traditions indsigt i vores menneskelige psykologi handler om, i bund og grund barmhjertighed mod andre, og sådan er det også på kristen grund: De satte sig i ørkenen for ikke at rende rundt og gøre skade på andre:
"Den indre forståelse af, hvorfor ørkenmunkene skulle sætte sig i deres celle udtrykkes her i et sigende billede: Når du bosætter dig i ørkenen som hesykast, tro da ikke, at du gør noget vældigt fint. I stedet skal du tænke på dig selv som en hund, der er blevet jaget væk fra bymidten og er blevet bundet, fordi den render rundt og bider og irriterer mennesker. ” I deres lille celle sad de og udøvede miljøbeskyttelse, skraldesortering, ved at blive klar over og få gennemlyst deres ubevidste indre vrede og forurettelse. (Williams, Rowan, Stilhed og honningkager.)
... Det er fordelen ved ørkenen eller den monastiske ramme uden WiFi: Man er befriet fra udefrakommende stimuli. Der er stille. Og først kan det føles herligt – endelig fred! Men så begynder det at rumle indefra. Vi bliver klar over, hvor meget skidteras vi bærer rundt på, uforløste spændinger opstået pga. vrede, jalousi, begær, angst, grådighed og alle de rumlerier i hjertet, som fædrene kaldte for ’passioner’. Det er, når den ydre støj træder i baggrunden, at det indre arbejde begynder. Vi er oppe imod noget ret paradoksalt: Asketen trækker sig tilbage til det, der udvendigt set er fredfyldt – og for netop at kunne konfrontere ufreden, der bor i hans hjerte. Han går ind i den kamp for at u-forstene, rense og forstørre sit hjerte, så det kan være en passende bolig for Guds kærlighed. (https://coramfratribus.com/archive/desert-fathers-10/)
Hvordan kan det bringes ind i en gudstjeneste?
Med kreativitet og mod på at gøre sig erfaringer (også dem, der viser, at noget ikke dur), kan man inkorporere de fleste af de ovennævnte elementer i en gudstjeneste. Jeg har selv gudstjeneste erfaringer med Lectio Devina, åndedrætsbøn, elementer af centrerende bøn, bøn i bevægelse, chant/Taizé-sange, og så, naturligvis, perlen over dem alle: stilhed.
Jeg kan ikke forestille mig en bedre kilde at gå til end Rowan Williams ord nedenfor med hensyn til at tænke kontemplation ind i en gudsstjeneste (et uddrag af Malene Fenger Grøndals interview med ham, da han holdt oplæg på Løgumkloster Refugium i Havesalen i januar 2019.):
Rowan Williams:
• Kristendommen handler ikke om at tilegne sig en ny ideologi eller ny viden, men om at blive et nyt menneske. den tid, vi lever i, er præget af hurtighed, febrilsk aktivitet og enorme mængder af information. Så det er næppe det, folk kommer i kirke for at få. De kommer ikke i kirke for at blive mere effektive, men snarere for at blive mere menneske- lige. Gudstjenesten skal formes til at hjælpe dem med det. Den skal designes til at åbne dem for Guds ord, ikke kun som en intellektuel viden om teologi, men som en erfaring af Gud,” siger han og uddyber:
• Der er en risikoen er, at gudstjenesten bare bliver en time, der fyldes med sang og ord
• En god liturgi sender mennesker ud i verden med større tålmodighed og opmærksomhed. De går ud af kirken med en fornemmelse af skønhed og glæde, som ændrer deres perspektiv på de situationer og mennesker, de møder, og gør dem mindre selvoptagede og mindre pressede. Det kaldes nåde”
• Rowan Williams tilføjer, at der i andre kirker i Church of England er gudstjenester, som er præget af større langsomhed og mere refleksion, ofte inspireret af liturgien i for eksempel det økumeniske fællesskab i Taizé i Frankrig og klosteret på den skotske ø Iona.
• Han synes, at hvis man oplever, at en bestemt stil eller form hjælper til at åbne mennesker for Guds ord, bør man overveje at passe det ind i søndagsmessen i stedet for kun at bruge det ved særlige gudstjenester.”
• Præsten kan tænke over tempoet i sin tale, og man kan vælge musik, der giver pauser til refleksion.
• Vi må lade Gud arbejde i stedet for at fylde hvert øjeblik med vores nok så velvalgte materiale af den ene eller anden slags
• Vi kan lære at blive mere bevidste om vores krop og opmærksomme på vores åndedræt
Når du nævner stilhed som et væsentligt element, kan man forledes til at tro, at du i virkeligheden opfordrer præsterne til at lære folk at meditere efter buddhistisk mønster?
”Vi kan lære meget af buddhismen. Vi kan lære at blive mere bevidste om vores krop og opmærksomme på vores åndedræt og analysere de forskellige distraktioner, vi oplever under kontemplation. Enhver buddhist med selvrespekt vil desuden sige, at han ikke mediterer for at blive mere effektiv på arbejdet, men for at blive mere menneskelig, og det vil en kristen forhåbentlig være enig i. Så jeg er ikke så bekymret for at lære af buddhismen.”
Døden og det kenotiske aspekt
Den kontemplative praksis kan – oven i alle de andre aspekter i den – også ses som en praksis, der leder frem til at øve sig på at dø: At give slip, kenosis (jf. Filipperhymnen), at åbne den knugende til-sig-hånd og give slip. Selve grundbevægelsen i kontemplation er at give slip på eller skabe en afstand til tankemønstre, begær, rethaveri – alle de uendeligt mange tråde, der binder os til livet på godt og ondt.
Artiklen er et oplæg holdt d. 5.2.2026 på kursus i Løgumkloster om kristen mystik

