Ritualernes mystik 1
Liselotte Horneman Kragh. cand.theol., religionshistoriker og præst.
Kontemplation er derfor ikke en særskilt vej eller et særligt kald. Det er kristendommen selv, levet med dybde og ærlighed. Det er hjertet i den kristne tradition, som strækker sig fra Jesus til ørkenen og frem til i dag.
Adam Bucko, leder af Center for Spiritual Imagination
Præambel
Èn af de (mangelagede) grunde til, at jeg ikke kunne blive ved med at være sognepræst, var bl.a. en udmattelse skabt af det lavvande, som en udelukkende luthersk-evangelisk teologi fodrede både mig og menigheden med. Jeg manglede det dybere grundvand, som min egen tradition aldrig har bibragt mig (og som jeg som religionshistoriker godt vidste eksistensen af) – og som denne uge har handlet om. Emnet her ligger således min egen eksistens meget hjertenær.
Mit opdrag i forbindelse med dette ugekursus var specifikt at zoome ind på den kontemplative tradition i kristendommen som en både indholdsmæssigt og i ydre form – praksis/rituelt – modsætning eller modvægt til en dogmatisk indgangsvinkel, som vi kender den bedst her i DK; eftersom al liturgisk gøren og laden i folkekirken har sine direkte forankringsplads i folkekirkens bekendelsesskrifter, der i høj grad er karakteriseret af katafatisk religiøst engagement, fulde af ord, som mennesker har stridt med og kæmpet med rigtigheden af – og udryddet modstandere med, der ikke abonnerede på disse ord og begreber.
Det kan være et paradoks at skulle tale om den kontemplative traditions ritualer, fordi kontemplation konstant danser mellem en katafatisk og apofatisk tilgang.Langt det meste af vesterlandsk teologi er katafatisk, protestantisme er næsten udelukkende katafatisk. Vi kan ikke sparke os frem for ord. Det er sigende, at Thomas Aquinas (død 1274), superstar blandt skolastiske teologer, ved slutningen af sit liv havde en mystisk oplevelse under en messe, hvorefter han sagde: ”Alt, hvad jeg har skrevet, er som strå”. Alle de umådeligt mange bind om Gud, som han havde skrevet, måtte komme til kort, syntes han at erkende i det udsagn.
Den kontemplative tradition kan i denne dans derfor ikke siges nogensinde at kunne blive proppet ned i en ritualbog, hvor de enkelte skridt står nøje udpenslet (først a, så b, så c og ordene skal være de her og ikke de her) – og dog er der i den kontemplative tradition nogle måder at gøre tingene på og at være på, nogle spirituelle ’teknologier’, som er blevet brugt gennem århundrederne. Kontemplative praksisser har naturligvis også haft nogle helt konkrete og fysiske rammer og vejledninger, som løber som en rød tråd gennem kristendommens historie.
Historisk baggrund
Dorothee Sölle (1929-2003), tysk befrielses- og feministisk teolog angiver, at vi må gå til vores emne her med en sultens hermeneutik (Sölle, Dorothee, The Silent Cry – Mysticism and Resistance, Fortress Press, Minneapolis, 2001, p.48). Der er en sult efter dét, som dogmatisk religion ikke kan mætte mennesker med i det lange løb. Protestantismens ærinde har på den vis et paradoks indbygget i sig: Reformatorernes ærinde var bl.a. at lade individet komme til det guddommelige fad og stikke skeen i det selv uden om hele det klerikale lag som portvogtere – og så endte det protestantiske projekt med at skabe et massivt klerikalt/intellektuelt præste-portvogter lag, hvor selve troens kerne sjovt nok alligevel skulle filtreres gennem de kloge præsters studerede hoveder for at sikre, at det var den rigtige udgave af troen, som individet spiste løs af. Selve det at Reformationen betød, at folk skulle lære det rigtige og dermed i samme åndedrag aflære det forkerte (al katolsk), gjorde protestantismen til et didaktisk foretagende, hvor præsten står ophøjet over folket og underviser i den rette tro, der kun går gennem øret. Selve det setup indbygger i sig selv en udsultning af det, som al religionshistorie fortæller, er bærende for enhver tro: Daglig, kropslig praksis, der indøver, træner, en sanset, kropsbåret indfældethed i kontakten til den guddommelige virkelighed og en øvelse i at åbne sindet for barmhjertighed.
“Generelt var kampen mod den radikale reformation (sværmere, gendøbere), som tog fart fra midten af 1520'erne, et udtryk for en topstyring og ensretning af reformationen, der fratog de evangeliske menigheder deres nyvundne frihed og ansvar (Hendrix 2015, s. 155-190; Burnett 2014). Luthers og wittenbergteologernes ønske om teologisk orden forenedes med fyrsternes ønske om politisk og social orden og skabte den luthersk-evangeliske fyrstekirke, hvor nye hierarkiske strukturer afløste den romerske kirkes embedshierarki, og hvor bispeembedet fortsættes/genindføres som den særlige del af det ene kirkelige embede, der har som opgave at føre læretilsyn." (Jacobsen, Anders-Christian: Læretilsyn i den lutherske tradition i: Tilsyn i folkekirken)
Det er derfor aldeles – religionshistorisk - forudsigeligt, at folkekirken i denne tidsalder over en kam samler aldeles kropsbaserede praksisser op som stilladser for tro og for forbundethed til det guddommelige: Pilgrimsvandringer, cross-yoga, mindfulness, meditationsgudstjenester, retræter, centrerende bøn, hvor absolut alt andet end den linde protestantiske strøm af ord er centrum.
Kontemplation bærer, som nævnt, noget anti-hierarkisk og dermed også anti-institutionelt i sit DNA, og derfor har det op gennem kristendommens historier vækket de kirkelige autoriteters mistænksomhed og misbilligelse, og det er helt lige meget, om det er under katolske, ortodokse eller protestantiske rammer. I Danmark har vi den historiske og sociopolitiske ramme, at Reformationen blev indført af kong Christian III, som havde en dyb interesse i at få fjernet den katolske kirkes politiske og økonomiske magt for så selv at kunne sætte sig på den. Lige siden da har vi haft en konfessionsbundet kirke, som (stadig) emmer af den definitionsmagt- og ret som en enevældig konge havde. Den magt fortsætter, eftersom folkekirkens konfessionelle binding er bagt ind i Grundloven. Det er, med Lars Sandbecks ord, stadig den konstantinske kirke, i hvert fald set med kirkens egne øjne, om end en fremskrivning af de nuværende medlemstal synes at pege hen på afslutningen af den konstantiske æra i kirkens historie.
DEN KONSTANTINSKE KIRKE "Fokus er på ubevægelighed og fastlåsthed. Hvor den romerske kirke opmuntrede til og integrerede bevægelse, vandring og procession, er stolene i den nye kirke overalt det mest synlige kendetegn ved det reformerte kirkerum, idet de håndhæver stilstand og system og – interessant nok, trods dens demokratiske retorik – social orden og hierarki.Efter at have forkastet fromme donationer som tilhørende en falsk gerningernes religion opdagede den lutherske bekendelse i kirkesæderne en ny, indbringende og … vedvarende indtægtskilde. Menneskers ønske om at udmærke sig i denne verden ved at sidde over eller foran deres nabo finansierede en kirke, som prædikede, at sådanne forskelle var uden betydning. (Iain McGilchrist, The Master and His Emissary p. 467 , oversat af red.)
Her kan den kontemplative understrøm, der altid har været til stede i kristendommen, ses som et konstant og stædigt fænomen, der – i takt med, at kirken mister sin samfundsautoritet (eller bliver postkonstantinsk) – atter dukker op som en religionsfænomenologisk uundgåelighed: Mennesket søger livgivende kilder og praksisser uden om de herskende (definitions)magtstrukturer, hvad enten de magtbærende teologiske strukturer synes om det eller ej. Og som et indlæg i Præsteforeningens Blad i januar 202610 angiver, er det naivt at tro, at mennesker i dag ikke bare går alle mulige andre steder hen for at hejse noget vand op af den kontemplative brønd, hvis de ikke kan finde det vand i folkekirken.
Det var ét af niveauerne – det kirke- og magthistoriske. Dertil kommer et andet - den sociologiske/idehistoriske/filosofiske analyse af Reformationens eget vældige bidrag til affortryllelsen og sekulariseringen af verdenen. Reformationen møblerede aldeles grundlæggende om på den middelalderlige verdensopfattelse, at man kan støde ind i det numinøse og hellige på mange forskellige fysiske, sansebårne måder her i verden. Via de fem sola’er blev troen en noget luftig affære; den bliver intellektuelt båret, fordi hele gudsforholdet skulle skovles ind i mennesket via ordet og øret (sola scriptura, sola fide, sola gratia, sola Christus, sola Deo Gloria), og samtidig blev sakramenterne barberet ned til to, som også var omgærdet af en hypersensitivitet omkring det korrekte ordvalg, jf. det meget tilsyneladende voldsomt omstændelige arbejde, som en dåbskommission må tage på sig.
Den canadiske filosof Charles Taylor (f. 1931) beskriver dette gennem begrebet excarnation i sit vældige værk A Secular Age (2007). Excarnation: Den process, der sker, når religion (og kristendommen især) bliver løsrevet fra kroppen (dis-embodied) og fra ritualer og bliver til et tros system i stedet for. Det skal siges, at denne bevægelse hen mod excarnation allerede var i gang inden for visse grene af katolsk teologi i de katolske århundreder forud for Reformationen, men reformatorerne bringer det til et hidtil uhørt højdepunkt og dermed også skisme.
Charles Taylor bringer i A Secular Age også begreberne porøs og polstret i spil: Det porøse menneske, dvs. det menneske, der før Reformation og modernitet, opfattede sig selv som ’illuminérbar’, dvs. som kunne gennemtrænges af det guddommelige lys og virkelighed, være mødested i kroppen for det uudsigelige, det hellige, det guddommelige. Hvorimod det polstrede menneske i moderniten er polstret mod den slags; det kan ikke gennemtrænges, det er autonomt, afgrænset, adskilt. En svamp kan gennemtrænges, en sten kan ikke. Vi skal senere se på, at der i dette løber noget parallelt, der har at gøre med den underliggende teologi, dvs. den måde reformatorerne formulerede deres antropologi. Med et total depravity syn på mennesket, er det klart, at der ikke kan finde et illuminerende, transformerende møde mellem Gud og menneske sted. Mennesket er pakket ind i sin egen fordærvethed; er en sten, der ikke kan gennemlyses og i hvert fald ikke kan møde op som en aktiv, participerende del af det møde med det guddommelige, som alle mystikere gennem kirkens historie har forsøgt at berette om.
Paul Tillich kan også være med i en analyse af protestantismens store evne til at skyde sig selv i foden (set fra en religionshistorisk synsvinkel):
"C. G. Jung har kaldt protestantismens historie en historie om vedvarende “ikonoklasme” (“billedødelæggelse”, det vil sige ødelæggelsen af religiøse symboler) og dermed en adskillelse af vores bevidsthed fra de universelt menneskelige “arketyper”, som er til stede i alles underbevidsthed. Han har ret. Protestanter forveksler ofte væsentlige symboler med tilfældige tegn. De er ofte uvidende om den numinøse kraft, der er iboende i ægte symboler, ord, handlinger, personer og ting. De har erstattet den store rigdom af symboler, som findes i den kristne tradition, med rationelle begreber, moralske love og subjektive følelser. Dette var også en følge af den protestantiske protest mod den overtroiske brug af de traditionelle symboler i romersk-katolicismen og i al hedenskab. Men også her har protesten sat sit eget grundlag i fare.” (The Protestant Era, oversat af red.)
Eller med andre ord: Vi protestanter synes at have smidt nogle ufatteligt vitale kristne babyer ud med badevandet. Reformation, Oplysningstid og Descartes tager hinanden i hånden og det er ret svært ikke at kalde vores protestantiske univers for deistisk: Der var engang en guddom, der satte det hele i værk – og lige lagde en frelseshandling oven i – og som så trak sig tilbage på efterløn med nogle få timer om ugen på arbejdsmarkedet; guddommen har træffetid i de to sakramenter, der forvaltes til en højmesse, men ellers ikke, og vi må vifte rundt her på vores forvirrede klode og klare os, som vi nu bedst kan, for vi har – jo – vores synders nådige forladelse.
Meningsbærende beholdere for livets overgange
Vi vil nu bevæge os ind i ritualets fænomenologi. Ritualer sætter ind i en sammenhæng – det enkelte individ sættes ind i en kulturel og ofte også kosmisk sammenhæng. De sætter os ind i et resonansrum – der er en klangbund for os, der kommer en lyd tilbage fra det store, tomme intet, og det resonansrum giver os en fornemmelse af at høre til i verden. De er en eksistentiel forståelsesramme, en beholder, et rækværk, der kan gøre, at man ikke læner sig (for langt) ud over kanten til intetheden. Da jeg var sognepræst i Kværs, havde jeg dette skilt stående på mit skrivebord:
Brugeren af dette skrivebord er ansat ved et ritualskabende- og bevarende firma med henblik på opretholdelse af nomiske sammenhænge til brug for individets evne til generelt at finde sig en plads og finde sig til rette i kollektivet, såvel det sociale/samfundsmæssige som det historiske/universelle, og specifikt op imod den specielle anomi, der hedder døden, individets ophør.[Anomi er afledt af det græske ord nomos, lov, og blev indført i sociologien af Emile Durkheim]
Skiltet havde jeg skrevet som en lille husker til mig selv på de dage, hvor jeg kunne komme i tvivl om, hvad det var, jeg egentligt lavede i dette ofte besynderlige, men som regel altid meningsgivende arbejde, det var at være præst. Selve grundtanken i den lille huskeseddel er bygget på religionssociologiens grand old man, Peter Bergers, udsagn i hans klassiker The Sacred Canopy fra 1967: Mennesket er et meningshungrende dyr, og ritualer er som et meningsskabende tæppe eller kuppel, som vi spænder ud over vores liv og varmer os under. Eller et koordinatsystem, der lægger sine akser ud over det virvar, der hedder livet. I ritualerne fastfryser vi øjeblikket og gør det stort: vi er ikke bare en zebramor, der føder sit føl på savannen og skal have det på benene, så både mor og føl kan komme væk fra løvekæberne og helst indsluses så anonymt som muligt i flokkens liv. Nej, vi frembærer barnet i en ceremoni, der gør dette biologiske fænomen, fødslen, til en unik hændelse i familien, slægten og den givne religiøse fortælling, som vi er født ind i. Ligeså når vi lægger vores døde i graven: Vi lægger dem ned i en fortælling, så de ikke bliver helt væk.
Martin Modeus, svensk teolog og ritualforsker og nu også ærkebiskop i Sverige, har som udgangspunkt, når han taler om ritualer, at ritualets grundlæggende funktion er at svare på noget, som er sket. Det ligger tydeligt i menneskers natur at svare med et ritual ved livets og naturens brydningspunkter. Ritualet kom således før religionen:
"Terence S. Turner sammenfatter den rituelle situation således: Rituel og ceremoniel adfærd udvikles som svar på situationer, hvor overgang, tvetydighed, konflikt eller ukontrollerbare foreteelser truer en relationsstruktur, enten udtrykkeligt eller underforstået, helt enkelt ved at være ukontrollerbare."
Eller som Modeus formulerer det her: "Ritualet er et socialt instrument for erfaringsintegration, til at gøre "hændelse" til "erfaring”."
Ritualer er også en menneskelig teknologi til at binde fællesskaber sammen – ritualer er socialt lim: Sådan går vi rundt om en enerbærbusk her hos os. Ritualer er en gruppemarkør. Vi, der gennemgår det her ritual, har et særligt bånd, der binder os sammen.
Ovennævnte er nogle af ritualers hovedfunktioner. Disse funktioner klarer vi sådan set fint i folkekirken med de fire store overgangsritualer, som folkekirken er leverandør af. MEN.
Ritualer er træning
En yderligere og helt vital funktion af ritualer er også, at de er træning – træning i det daglige, dag ind og dag ud, år ind og år ud. Træning og indøvelse til at omsinde sig – metanoia. Eller at få hjertet med sig. Gør du noget med kroppen, påvirker du dit nervesystem. En træning, der forsøger at opøve kroppen og sindet i at kunne være gudsvendte. Det synes, som om reformatorisk kristendom helt har glemt eller lader ude af betragtning, at ritualer også betyder og indebærer dette vitale element: træning. Øvelse. Ordet ’askese’ betyder bare: at øve sig.
Det skal i parentes siges, at denne helt lavpraktiske, trænende side af ritualer kan bruges på godt og ondt; som alle menneskelige teknologier kan ritualer bruges til at enten fremme eller knuse livet – ritualer kan medvirke til at gøre mennesker umenneskelige, få dem til at marchere i takt og gøre uhyrlige ting. Man kan, som Knud Hansen påpeger i sin artikel: Troens tyranni (Vindrosen 1954) bare se på Filip II af Spanien (1527-1598), der dræbte et ubegribeligt antal mennesker på kætterbålene rundt om i sit rige:
"Det mest karakteristiske for Filip var hans fromhed. På sin residens, kæmpebygningen Escorial, hvor der også var indrettet et kloster, deltog han ofte i klosterbrødrenes åndelige øvelser ganske som en menig munk. Og det fortælles at han i timevis kunde ligge hensunket i bøn og andagt foran et maleri af Tizian der forestillede frelseren på vej til Golgatha.”
I al sekterisk aktivitet kloden over kan man netop konstatere, at ritualer kan have en enorm magt over mennesker; ritualer er således ikke at kimse ad i forhold til de kræfter, de kan vække – eller holde i kort snor. Mon ikke det også er derfor, at religioner ofte indeholder huskelister over, hvad der egentlig skal stræbes efter, som f.eks. Gal. 5,22: "Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.”
Tilbage til sagen: Fordi reformatorisk kristendom havde så travlt med at smide hvad som helst, der kunne lugte det mindste af den her træning, ud, (fordi hvad som helst, der lugter af gerningsretfærdighed, skal UD – og al klosterliv og almindeligt dagligt fromhedsliv blev set som kun og purt gerningsretfærdighed), smed man dermed også de grundlæggende spirituelle teknologier ud, som har været med i kristendommens historie fra begyndelsen.
Ritualfænomenlogiske og religionshistorisk er det at skyde sig selv i foden. Daglig indøvelse i en given religions praksis er grundstenen i langt de fleste religioner kloden over.
Der er ikke noget at sige til, at 60’er-generationen både herhjemme og i USA valfartede til Østen for at få spirituelle praksisser med hjem i kufferten, for de kunne ikke få dem af de protestantiske kirker, som var deres egen religiøse leverandør.
Religionshistorisk kan man også more sig over – eller græde, alt efter hvad man er til – at Reformationen skar ned i sakramenternes antal fra 7 til 2. Selv en ærkeprotestant vil kunne gå med til at sige, at et sakramente er det sted, hvor man via et fysisk element støder ind i det guddommelige (=det synlige udtryk af en usynlig virkelighed), og derfor er det jo næsten mystisk, at protestantismen så det som sin hoveddyd at sørge for, at der skulle være færre steder at støde ind i Gud på. Og at de steder kun kan administreres af et klerikalt lag og kun må foregå i kirken. Gud forbyde, at det hellige skulle bevæge sig uden for kirkemurene, hvor vi ikke kan holde styr på det, åbenbart.
Det er neurologisk
Rituelle praksisser spænder altså nogle faste ruter ud midt i en foruroligende, uforudsigelig verden – hvilket kan oversættes til den neurologiske virkelighed, at kontemplativ praksis møblerer om på hjernens frygtcentre og giver den, helt bogstaveligt, en større ligevægt til at stå i uforudsigelighed og kriser.
Det handler ikke om (en dogmatisk) viden, men om daglig praksis, askese= øvelse, hvor nervesystemet trænes, og vores plastiske hjerner får nogle spillerum, som den ellers har svært ved, fordi den er reaktiv af natur. Vi kan altså ikke bare klappe i og gå hjem ved vores synders nådige forladelse som en kognitiv viden. At vide noget kognitivt og intellektuelt er ikke tilstrækkeligt for kroppens væren i verden. Det skal trænes – i kroppen. Reformationens hovedærinde med retfærdiggørelse af tro efterlod mennesker med et frit-i-luften-svævende, dvs. kropsligt uforpligtende og i kroppen uforankret budskab, som man skulle tage til sig via hørelsen. Reformatorernes iver efter at uddrive den mindste tanke om, at menneskets indgår som en aktiv del af forholdet til det guddommelige, savede, set med ritualfænomenologiske øjne, den gren over, de og vi nu selv sidder på. Mystikerne i enhver religion ved og lever af, at kærligheden mellem Gud og mennesker lige så lidt kan leve af en ensidighed som ethvert menneskeligt kærlighedsforhold. Gud møder op med sit kys, sin inderlige omfavnelse – og mennesket kysser, omfavner, tilbage med hele sit væsen. For at elske, må man være porøs, ikke en sten. Man må mødes i et favntag, ofte, helst dagligt.
Jeg glemmer ikke en samtale med en kvinde (meget dedikeret kirkegænger), der udtalte: ”Når jeg har været til alters og rejser mig og går ned, så har jeg ca. et minut, hvor jeg føler mig helt ren. Og så efter det minut er jeg tilbage til min sædvanlige urene tilstand.” Her har kirken, set religionshistorisk og ritualfænomenologisk, givet kvinden stene for brød. For ja, der gives noget i nadveren, det er ét af aspekterne i ritualer, som sagt: Formidling af noget guddommeligt, kontakten til det guddommelige, det hellige, det numinøse. Men det kan aldrig stå alene i nogen organiseret religion, der tager sig selv alvorligt; det skal altid suppleres med træning, øvelse, daglig praksis. De to sider af ritualers kunnen er som et åndedrag, en cirkulær bevægelse, et organisk kredsløb. Og i protestantismen har vi kun den éne side. Og den stakkels kvinde (ud over at være blevet indlært en dysfunktionel antropologi om sig selv) er fanget i, at hendes kirke aldrig har lært hende, at det kun er én del af hendes rituelle kristne liv, når hun går til alters. Den anden del kan hun på egen hånd og myndigt træne og øve i sin hverdag for at kunne kristusforme sig. Og jo, hun har måske også en praksis med ordfyldte bønner og bibellæsninger derhjemme (bare slå op i salmebogen bagerst, der er bønner nok), hvem ved, men det er alt sammen under en didaktisk, katafatisk kuppel, en henvendelse til det guddommelige, ikke en øvelse af et apofatiske, hengivende møde med.
Jeg kan ikke se, hvordan den folkekirkelige rituelle hovedvare (i hvert fald i forhold til dets egen konfessionelle målsætning – retfærdiggørelse af tro, individets evige frelse eller evt. fortabelse) alene kan klæde mennesker på til at stå som sårbare, længselsfulde og dog duelige eksistenser på en truet klode med et kristusformet hjerte – at have et kristusformet hjerte er en livslang dannelsesproces, hvor vi hele tiden bliver til i lyset fra Guds bundløst tillidsfulde og forventningsfulde blik på os. Og dermed fraviger kirken den rituelle forpligtelse, som ligger indbygget i al ritualforvaltning gennem tiderne.
Det kan opsummeres således: Hvad har en given tro at give både den enkelte og kollektivet when the shit hits the fan? Hvad giver den enkelte og kollektivet resiliens, hjerteåbenhed, henvendthed mod sårbarhed og næsten og skabningen, når det hele ramler? Hvis vi ingen træning har under bæltet i at omsinde os (metanoia), hvordan kan nogen så forvente, at vi kan være Kristusbærere?
og resiliens
I alle kulturer styrker ritualer mennesker til at håndtere livets grundlæggende eksistentielle sårbarhed og livsbyrder. Man ved nu, fordi man kan sætte elektroder på folk, at det ikke bare er en påstand fra religionsfænomenologer og observerende antropologer: At ritualer kan være lige så effektivt kropsregulerende som de bedste medicinske piller mod angst (fordi de er strukturerede, de gentages/er repetitive – de samme handlinger gøres igen og igen og de strækker sig over tid). På den måde giver de en struktur, der lægger sig over hverdagens uforudsigelighed, og det giver os en fornemmelse af kontrol over alt det, som vi i bund og grund ikke kan kontrollere, eller rettere: en fornemmelse af at kunne finde ro midt i det uforudsigelige og ukontrollerbare. Vores hjerner kan ikke lide uforudsigelighed (som tommelfingerregel – alt for stor uforudsigelighed, i hvert fald, og verden, som den opleves nu, byder på daglig uforudsigelighed på den store klinge), og det er her, ritualer kommer ind som en superteknologi, som nogle antropologer mener, at vi har med os rent evolutionært, og som var med til at udvikle vores hjerner og gøre os til homo sapiens20: De væsner, der havde hang til rituel adfærd, var dem, der var bedst til at samarbejde, overleve og tilpasse sig og navigere i uforudsigelighed og således give deres gener videre. Rituel adfærd ligger dybt i os og hjælper os med at forbinde os med andre, finde mening og give identitet.
Ørkenmunke - og nonnerne, som jeg senere vil vende tilbage til, vidste, at på samme måde som der er visse ting, man ikke kan begynde at gøre med sin krop bare sådan vupti – for eksempel løbe maraton, løfte mange kilo eller slå vejrmøller – før den har en grundlæggende styrke, smidighed og balance, sådan er det også med ens opmærksomhed: Den skal trænes. Laurence Freeman, hvis Daily Wisdom-mails jeg har fået fra The World Community for Christian Meditation i mange år efterhånden, forklarer, at en måde man kan oversætte det buddhistiske ord for meditation med, er: At blive kendt med sig selv – to become familiar with yourself. Fordi det er det dybeste og bedste udgangspunkt for ikke at sprede edder og forgift, men det modsatte, ud i verden. Ligesom man træner i fitnesscentret ved at opøve muskelgrupper til at bære, løbe, holde ud, strække sig, balancere, opøver meditative praksisser sindet til at kunne gøre nogenlunde det samme: bære, holde ud, strække sig, balancere – i forhold til det altid komplekse opdrag det er at være et menneske i verden.
hjerneregulerende
Det er det, en kontemplativ praksis gør. Vipassana-meditation (træning af opmærksomhed) på buddhistisk grund beskrives her meget konkret af forfatteren Nils Lyngsø fra bogen: Ti dage i stilhed:
Nogle af de mest slående forskningsresultater viser at meditation ikke alene fører til funktionelle, men også til anatomiske ændringer i hjernen: En række forsøgsdeltagere som ikke havde nogen erfaring med meditation, blev sat til at gennemføre et mindfulness-program hvor de under kyndig vejledning mediterede i gennemsnit en halv time hver dag. Efter otte uger viste MRI-scanninger at deres amygdala var blevet mindre. Frygtcenterets forbindelseslinjer til resten af hjernen var blevet svækket. Man kan altså helt konkret „omkable“ sin hjerne ved hjælp af meditation. Ikke alene var amygdala blevet mindre, der var også nogle områder i den forreste del af pandelappen der var blevet tykkere eller tættere, nemlig de områder der har at gøre med opmærksomhed, koncentration og rationelle beslutningsprocesser. Neuroplasticitet giver håb: Man kan med den rette teknik styre sin mentale aktivitet så præcist at bevidsthedsstrømmen omformer hjernen, omtrent som en flod skulpterer sit flodleje.
Anden forskning har vist at meditation navnlig svækker forbindelseslinjerne mellem amygdala og Default Mode Network så der ikke genereres nær så meget stress i forbindelse med ruminationer: Drøvtyggeriet bliver mindre negativt ladet. Og efterhånden bliver man mindre tilbøjelig til at gå og gumle på alt muligt: Regelmæssig meditation over længere tid nedsætter aktiviteten i Default Mode Network. Også andre dyr har en pandelap og et evolutionært mere primitivt limbisk system med blandt andet en amygdala. Men mennesket er det eneste dyr hvor pandelappen er så kraftig at det kan lade sig gøre at lave vipassana og dermed så at sige omprogrammere instinkterne. (Matt Roasano: Did Meditating Make Us Human? / Gilbert, Paul, The Compassionate Mind)
Ritualer er, potentielt, hjerneregulerende. De er med til at træne hele vores væren i verden, sådan at vi – potentielt – kan møde den verden på en anden måde. Det er en klar indre håndsrækning til curvatus in se-mennesket, kunne man jo venligt sige til Luther. Det gælder ikke bare opmærksomheden på en selv, men i allerhøjeste grad også på ens omgivelser:
På kurset i Sverige faldt det mig ikke ind at en følelse er noget man kan øve sig i – følelser er jo bare noget der dukker op og forsvinder igen. Men en følelse er en mental aktivitet, ligesom en tanke er det. Og lige fra begyndelsen kunne jeg se pointen med at få mere styr på tankerne. Det er nemt at forstå at jo mere man øver sig i at holde fokus under meditation, jo bedre bliver man til at aktivere sit fokus til hverdag. Efterhånden automatiseres det, så koncentrationen opstår af sig selv når der er brug for det. Det er det samme med øvelsen i empati: Jo mere man træner sin velvilje over for andre – det vil sige: Jo mere man kultiverer følelsen under meditation – jo nemmere bliver det at aktivere den til daglig. Og efterhånden vil det kærlige eller medfølende blik på andre indfinde sig af sig selv i de situationer hvor det er påkrævet. Lyngsø, Niels, Ti dages stilhed - Et essay om meditation og bevidsthed jvf. Ricard, Matthieu, Altruism - The Power of Compassion to Change Yourself and the World
Det var nogle hurtige pennestrøg omkring ritualers neurologiske urkraft hos os homo sapiens. Eller som en af de førende traumeteologer, Karen O’Donnell, siger, idet hun giver en mere eller mindre høflig finger til traditionel dogmatisk, systematisk teologi
Dogmatiske udsagn er ikke tilstrækkelige til at hjælpe et menneske til at blive sat sammen igen i kølvandet på et traume. Langt mere kræver en sådan genetablering, genskabelse, af selvet et kreativt engagement med kroppen." (Karen O’Donnell The Dark Womb )
Og hos Tillich igen:
”Fejlen ved protestantismen er, at det den aldrig tilstrækkeligt har beskrevet kærlighedens sted og betydning i kristendommen som helhed” Og han fortsætter: En ny tolkning af kærlighed er nødvendig i alle dele af protestantismen, en tolkning der viser, at kærligheden grundlæggende ikke er en følelsesmæssig, men en ontologisk kraft; at det er selve livets essens, nemlig den dynamiske sammensmeltning af det, der førhen var adskilt. (Tillich, Paul The Protestant Era)
Den kontemplative tradition har som ingen anden strøm i kristendommen, sat kærligheden sted og betydning i centrum som noget fysisk, kropsligt, noget øve-bart, et sted at møde op på, en cirkel af opmærksomhed at sætte sig i med det ene formål at hengive sig til kærlighed – kærlighed til Gud, til verden og en selv. I den kontemplative tradition opøves det menneskelige hjerte i at ’se’/skue hvor dyrebart skabt det er, og hvor meget vi bydes op til dans af en tillidsfuld og elskende Gud og på den måde sættes i stand til at øve barmhjertighed i verden.
I næste afsnit ser vi på Den kontemplative traditions rituelle udtryk og lidt oprindelseshistorie.
Artiklen er et oplæg holdt d. 5.2.2026 på kursus i Løgumkloster om kristen mystik