Ghettoer, magi og ritualer

Af Liselotte Hornemann Kragh

Vi teologer (og de 2 % af folkekirkens medlemmer, der regelmæssigt går til højmesse og derfor kan kaldes en slags superbrugere) bor i ghetto. Vi har vores egen lille sprogøkonomi, som fungerer fortrinligt, netop fordi den aldrig kommer i alvorlig kontakt med dem uden for ghettoen (ikke fordi vi ikke møder dem, men fordi møderne ikke sker på et dialogisk grundlag, men udelukkende et monologisk: Det er os, der har taleretten). Som de fleste beboere i ghettoer er vi ubekymrede i forhold til, at møntfoden inden for murerne ikke vil kunne købe noget i det omkringliggende samfund.

Set religionshistorisk og religionsfænomenologisk er grundlaget for vores ghettosprog det menneskelige fænomen, der hedder magi. Magi forstået på den måde, at mennesker siden altid har forsøgt at oprette både sprog og tegnhandlinger, der udvirker noget, har effekt i og på verden. Magi set fænomenologisk er menneskers forsøg på at påvirke og kontrollere virkeligheden og omgivelserne ved et bestemt sæt tegnhandlinger eller ved en bestemt formulering, som skal være lige præcis rigtig for at kunne (ud)virke det, det skal. En illustration heraf er de scener i Harry Potter-universet, hvor de nye og unge elever skal lære at svinge deres tryllestav og samtidigt sige præcist de rette ord. De unge elever bumler og bøffer i det og siger tingene forkert eller blander tingene sammen, og det udvirker enten ingenting eller noget rod midt i mellen: Frøen, der skulle forvandles til en fugl, bliver til halv fugl, halv frø. Ordenes art, rækkefølge og udtale er altafgørende.

Når vi teologer bedriver vores fag og ikke mindst skriver alterbøger og ritualbøger og nedsætter liturgikommisioner (inde i vores ghetto), er det det samme, vi gør. Vi kalder det noget finere og mere ophøjet, men grundstrukturen er fænomenologisk set en magisk tankegang: Ordene skaber, hvad de nævner. Ellers ville alvorlige begreber som autorisation, dåbs- og liturgikommisioner overhovedet ikke give mening: Det er dé her ord, der skal siges i dén her situation og i dén her rækkefølge. Og det kræver så omhyggelige og så lærde og så langvarige overvejelser, hvor hvert eneste ord vejes på en guldvægt, netop fordi ordene og formuleringerne – åbenbart – har magisk signifikans og tyngde. Vi kan ikke risikere at stå med noget, der er halvt fugl, halvt frø. Den klassiske magiske tankegang kommer også tydeligt til udtryk derved, at det kun er en særlig person (præsten), der kan og må håndtere de magiske tegnhandlinger som dåb og nadver.

I vores ghettoficerede tankegang sover vi teologer uforstyrrede om natten i forhold til, om ordene og formuleringerne er gangbar mønt uden for ghettoerne. De giver jo så syngende meget mening for os. Hvis der en enkelt gang skulle snige sig en lille tvivl ind hos os, kan vi hurtigt få manet til jorden ved det omkvæd, som vi dyrker meget inden for ghettoens vægge og synger højt for hinanden: Det er dem derude, der ikke fatter noget – og de skal bare lære det og forstå det.

Det er et (for en fænomenolog) interessant møde, når vi og omverdenen træffer på hinanden. Eftersom vi ikke – gensidigt – taler hinandens sprog, kan ethvert møde lige så godt udmunde i, at begge verdner synes, at det har været et fint møde, som at begge verdner kan synes, at det var hat og briller og goddag-mand-økseskaft.

Yderligere er det dybt interessant:

-       At vi teologer tror, at lovene for almindeligt aflæseligt, biologisk kropssprog suspenderes i det øjeblik vi befinder os i et kirkerum. Så at vende ryggen til mennesker, mens man taler, må anses for at være ganske naturligt (og for menneskene derude i verden ikke det mindste mærkeligt). Og at stige op i en beholder, der hænger på væggen, sender et nemt aflæseligt signal om Ordets storhed og centralitet.  Og at nul øjenkontakt og meget alvorlige miner er den bedste måde at få budskabet over rampen på. Og at stå i en 500 år gammel embedsdragt giver det tydeligste signal om, at vi bare er helt ligesom alle andre og ikke spor anderledes.

-       At vi teologer tror, at det er de dyrebare ord og vendingers tiltrækningskraft og ikke mindst deres præcist guldvejede og rigtige formuleringer, der får menneskene derude i verden til at komme igen og igen i forbindelse med de store, biologiske overgange i livet. Hal Koch skrev i en artikel i 1960[1], at han med undren må konstatere, at menneskene ikke er til at sparke ud af folkekirken, men bliver ved og ved med generation efter generation at komme tilbage for at få overgangsritualerne i deres liv. Set religionshistorisk er forklaringen ikke den, som vi i ghettoen besynger – jo, nok for ovennævnte superbrugere, men ikke for menneskene generelt. Forklaringen ligger mindst lige så meget i, at vi er en dyreart, der har brug for overgangsritualer, når vi skal tumle vores store biologiske begivenheder (liv, modning, kærlighed/pardannelse, død). Og vi tager som regel dem fra skuffen, som har ligget der i generationer, og som vi kender (’plejer’ er en stærk kraft), og som tilbydes af den til hver en tid største og kulturelt anerkendte ritualudbyder i det samfund, vi befinder os i. Så ja, menneskene vil flokkes til kirkedøren for at få de kendte tegnhandlinger (vandet på hovedet ved dåben, håndspålæggelsen ved konfirmationen, brudeparrets rituelle ja og håndslag og derpå følgende håndspålæggelse under forbønnen og endelig de tre skovlfulde jord ved begravelsen), men næppe for de ord, som vi teologer tillægger så epokegørende vægt.  

Gentagelse og nervesystemer

Ritualbøger og autorisation forudsætter – som al god magisk tænkning gør – som sagt, at ordene skal lyde præcist sådan (og ikke sådan). Ud over tanken om kontrol og at udvirke noget, have indflydelse på, virkeligheden, har denne tænkning formodentlig også rod i vores biologi: Vores nervesystem er vild med gentagelser. For dem skal vi ikke bruge krudt på at afkode. Enhver hjerne er til hver en tid begejstret for opgaver, hvor den ikke skal bruge kostbar energi (dvs. have udgifter). Jo færre udgifter, jo mindre indtægter behøver hjernen, og det er en god ting for enhver organismes budget. Ritualer leverer den form for forudsigelighed og findes derfor ikke overraskende overalt på kloden i talløse afskygninger, hvor mennesker finder sammen i religiøse, politiske, kulturelle og sportslige fællesskaber. Ritualer skaber ro i menneskers nervesystemer. Rituel ro bor på et spektrum fra dyb opmærksomhed, dybt nærvær i den ene ende og bevidstløs automatisering i den anden ende af spektret. Når danskere flokkes til julegudstjenester hvert år i den kirke, de i øvrigt ikke ellers kommer i resten af året, genbesøger de formodentlig deres barndommes jul og falder ind i en dybt beroligende og ufarlig forudsigelighed.

Folkekirken leverer om noget den ufarlige forudsigelighed. Som enhver anden religiøs institution balancerer kirken til alle tider på en knivsæg, hvor forkalkning truer med at lukke livførende årer til. Forudsigelighed i form af bevidstløs, åndløs, mekanisk gentagelse kan være forstadier til den forkalkning. Ingen tør røre ved den forudsigelighed, der formodentlig vil holde, så længe nulevende (ældre) generationer opsøger den, og så længe et bispekollegie kappes med hinanden om at være de mest ivrige opretholdere af den, men den vil stå som en museal uforståelighed (som de ville skulle bruge en ufatteligt masse hjerneenergi for at afkode) for de generationer, der kommer efter os, og som hungrer efter (ikke- skemalagt) nærvær, vågenhed og opmærksomme, participatoriske, eksistentielle møder, der ikke kræver, at man først har taget et kursus i gudstjenestens liturgi hos os i ghettoen.

Kan vi teologer overhovedet mere se skoven for bare træer efter mange århundreders ghetto-nærsyn? Hvorfor holder vi i det hele taget gudstjeneste? Bliver det en tautologisk manøvre, hvor vi holder gudstjeneste, fordi vi skal følge ritualbogen, og vi følger ritualbogen, fordi vi skal holde gudstjeneste? Er det nok, at vi teologer (og de 2 %, superbrugerne) er ovenud begejstrede for gudstjenesten og uforstyrrede fortsætter vores udøvelse af den, når fremskrivningen af de tal, der forefindes i dag for medlemsafgangen fra folkekirken viser, at om ikke så mange årtier er vi nede på en medlemsprocent på 50 %, hvis udviklingen fortsætter, som den har været i gang (hvorefter vi næppe kan kalde os en folkekirke mere)? Er vi så begejstrede for ritualbogens dekreter og forudsigelighedens urørlighed, fordi det i bund og grund holder de såkaldte lægfolk i strakt, kontrolleret og ikke-dialogisk arm? Er det fornemmeste mål, som vi teologer – og kirken i det hele taget - kan have at lade være med at forstyrre nogen eller noget som helst?

Hvorfor i alverdens riger og lande begyndte vi nogensinde at dele mennesker op i læg og gejstlig, når udgangspunktet for hele vores menageri er Jesus, der konsekvent nægtede at inddele mennesker i nogen som helst kategorier (Reformationens smukke principper har ikke rykket en tøddel ved den skelnen mellem læg og gejstlig, uanset hvor højt vi teologer synger sange til hinanden om, at det gjorde den skam)?

Bevidstløs automatisering er altid nemmere at administrere for enhver institution, snarere end uforudsigeligt, opmærksomt og potentielt forstyrrende nærvær mellem mennesker, så svaret på ovennævnte er nemt at finde, naturligvis.

Men er det det, vi vil og er det det, som vi er sat til at forvalte?

[1] Folkereligion og kirke. Trykt i Om Tolerance – Udvalgte taler og artikler, København, Gyldendal 1966, p. 129-139.