Ritualer og markedsandele

Af Liselotte Hornemann Kragh

I februar 21 trykte Præsteforeningensblad to interessante artikler i deres blad. De handlede begge om det faktum, at folkekirken mister ’markedsandele’. Den ene af provst Eskil Dickmeiss, der skriver om udfordringerne fra den borgerlige begravelse. Den anden af provst emeritus Peter Holm, der mener at den ’rene kult’ (dvs. minus prædiken) vil være vejen frem for at imødekomme det moderne menneskes behov for eksistenstydning (og her lyder den interessante sætning: ’Det forekommer mig, at prædikenen til en vis grad har udspillet sin rolle og ikke længere har en så selvfølgelig berettigelse i ’den rene kult’. )

Det er Eskils indlæg, det handler om her: Jeg konstaterer, at folkekirken har supertanker-størrelse, så der går lang tid, førend noget registreres. Eller er det en dinosaurus-metafor, vi skal have fat i: Det siges, at én af de største (planteædende) dinosaurer, Diplodocus, var så stor, at hvis nogen slog den på halespidsen, ville der gå op til fem minutter, før signalet kunne rejse op gennem den kæmpe krop og ramme hjernebarken, og den kunne reagere. I mellemtiden stod den bare dér. Måske er det bare fis, men billedet er lige vel en passende illustration: det tager tid for ting at nå til folkekirkens bevidsthed.  Og, kan man så sige, den tid er kostbar, og ting fosser ud i mellemtiden.

Den danske teologiske stand synes at have en særegen ide om, at mens de kloger sig bag lukkede, teologiske døre på liturgiske do’s and dont’s, vil helt almindelige mennesker (kaldet lægfolk – et i bund og grund skrækkeligt og uevangelisk begreb) - sidde tålmodigt og trille tommelfingre og vente på, at de kloge kommer ud med et eller andet budskab om liturgiens korrekthed (eller mangel på samme). Men det gør de ikke – menneskene. Det går, naturligvis, bare andre steder hen og stykker det sammen, de har brug for. Når teologerne så dukker frem fra deres lønkammer, kan de ikke forstå, at der ikke er nogen mennesker mere – og står og kigger forbavset efter dem. Det er dét, jeg ser i Dickmeiss indlæg. I 2008 sprang der to alternative ritualudbydere ud i Danmark: Humanistisk Samfund og Livsceremonier. Begge var blot et symptom på dét, der var sket i en del af vores nabolande – at folks rituelle behov var løbet hurtigere, end de gamle institutioner kunne nå at forstå.

Her er det, at ordene fra Louise Højlund på kirke.dk kommer med en fin indsigt:

Måske derfor hedder det i skolen heller ikke længere en skoleinspektør. Inspektøren skulle inspicere, undersøge, sørge for lov og orden, uddele straffe. Det er ikke opgaven nu. Og fordi ord har betydning, har man nu en skoleleder. Det er sådan en, der samler, giver retning, retter lyskeglen på det skolen er til for, og sætter den i bevægelse mod den destination. Det gør hun ved at begejstre og opmuntre. Ved at se skolen som et dannelsesprojekt for både lærere og elever med perspektiver, der rækker ud. For skolen er ikke til for skolen.

Det samme med kirken.

[..] Måske er det, som med skoleinspektøren, tid til at give biskopperne en anden titel. Fordi ord betyder noget.

En leder af stiftet skal ikke være den inspicerende tilsynsførende; biskop.

Skulle vi ikke kalde hende stifinder? Fordi en stifinder er en der har erfaring, viden, nysgerrighed og mod og ved, at det er nødvendigt at bryde nyt land. Stiftsstifinder. Og han må gerne sende nogle spejdere ud. Det er der en stolt tradition for.

Hvis folkekirkens ledere kunne se sig selv ikke som tilsynsførende kontrollører, men som først og fremmest stifindere, så ville de have sendt spejdere ud – f.eks. allerede i 2008 - til at lede efter og forsøge sig med livgivende og meningsfyldte alternative ritualer, som kunne sige de mennesker, der ikke mere kunne se sig selv i folkekirkens vante ritualer, noget.  Der er ikke nogen garanti for, at det kunne lykkes, men forsøget ville da i det mindste være gjort i en stadig levende proces, og man ville have gjort sig - levende - erfaringer at bygge videre på.

Men fordi biskopper er tilsynsførende og langt mere optagede af at passe på status quo, ender en provst Dickmeiss anno 2021 med forbavset – lettere rystet? – at konstatere, at antallet af begravelser uden gejstlig medvirken i Danmark er steget fra 9,8 % til 16 % gennem de sidste 10 år. (Giv den samme acceleration de næste 10 år, og tallet kan være på næsten 1/3 af alle begravelser – i Kbh. er det allerede 30, 1 % (fra 21,8 %). Folk er ikke blevet siddende i afventende andægtighed. Folkekirkens monopol på begravelsesritualet er (længe) brudt – dette konstaterer Dickmeiss også i sit indlæg - og det kan ikke hverken forbavse eller forundre mig i et pluralistisk, globaliseret samfund, hvor de store rammefortællinger for længst er kollapset. Forundringen eller rettere begræmmelsen ligger for mig langt mere i, at folkekirken selvforståelse (med tilsynsførende ledere, der først og fremmest er optagede af bevarelse af status quo) har bevirket en Maginot-linje: Alt krudtet går på at opbygge et forsvarsværk til at forsvare hoveddøren, hvorefter invasionen blot søger hen til bagdøren.

Ikke at billedet skal malkes til at angive fjender, forsvar og angreb. I billedet skulle gerne ligge kontrasten mellem et massivt, stationært og uflytteligt forsvarsværk, som alle ressourcer bruges på, og som alligevel ikke nytter noget i det lange løb -  og så en letfodet, bevægelig, smidig stifindergerning. For mig er den sidste model så meget mere på sin plads for en kirke, der gerne skulle blive ved med at give nye generationer livsmod.