Når vi ikke kan se skoven for bare træer

når vi ikke kan se mennesker for bare ritualbog

Af Liselotte Hornemann Kragh

Refleksioner omkring ritualudførelse inden for og uden for kirkens rammer.

 Hvad blev der af det myndige lægfolk? Det døde i fødslen. Og hver højmesse og kasualie synes at deltage i dets begravelse. En fin ide, som er forblevet en ide, ikke mindst i den lutherske ortodoksi og statskirken, hvis embedsmænd har været præsten med den høje hat i sognet, hvis ekspertise ingen deltager participatorisk i, ligesom heller ikke landsbylægens, dengang. Nu om stunder kan – og gør – enhver gå ind og google symptomer og have 1000 meninger, som lægges på lægens bord ved det første besøg, så den uoplyste patient har længe været på tilbagetog. I kirken kan vi derimod sætte os på bænkene og indgå i en monologisk seance uden at skulle noget andet end at sidde dér, helt passive, mens vi velafrettede gennem århundreder følger den af teologer nøje fastlagte (og uangribelige) ritualbog. Hvis vi ovenikøbet keder os, er det kun godt – det kan kun være blandt teologer, at selve kedsomheden synes at være et adelsmærke for produktet: Ingen andre steder i dette pulserende samfund kan vi kede os, men DET kan vi i kirken (heldige os). Eller som et menighedsrådsmedlem uforvarende kom til at sige efter en DR-transmitteret (og anderledes tilrettelagt) gudstjeneste: ‘Her kørte vi ikke på automatpilot, her vågnede vi faktisk!’. Ja, tænk.

I den rodebunke som kristendommens vugge var, var malingen ikke tør på væggene, førend nogle havde indtaget rollerne som præster, og andre fik den tvivlsomme fornøjelse af at være lægfolk. Det har de så været lige siden. I folkets kirke er det præsterne, der ved, hvor det liturgiske skab skal stå, ikke folket, og den ret har de, præsterne, ikke tænkt at give fra sig (for dertil er lægfolket for inkompetent (og uinteresseret) (ja, for de har aldrig haft mulighed for at øve sig på noget andet end at være passive modtagere af liturgiske, præstelige ydelser, så det kan næppe undre)).[1]

Martin Modeus’ (Menneskelig gudstjeneste, Alfa 2007) ritualfænomenologiske analyse af gudstjenesten har efterhånden en del år på bagen, men synes ikke at have nogen effekt i form af f.eks. et præsteligt initiativ til at bryde de tunge ‘over-under, fremad-bagud, aktiv-passiv akser’. Højmessen kværner uantastet videre med det dybe skel mellem læg og gejstlig intakt.

Når dét rum, dén magtakse, brydes op, og liturgen først og fremmest gør sig nysgerrig på, hvilke eksistentielle anliggender de fremmødte mennesker ønsker at vise rituelt, sker der noget andet. Det bliver en dialog om livet og gestaltning af dét, som livet skænker – og fratager – og hvordan det skal vises i det rituelle fællesskab, som en ceremoni omkring én af de tunge causae, er.

Den erfaring fik jeg i Livsceremonier, som jeg stiftede i 2008 (samme år, som Humanistisk Samfund sprang ud i DK som ritualudbyder; det skete åbenbart spontant og helt parallelt – der må have været noget med en modning i tiden). Efter 7 år at have være ritualforvalter iklædt præstekjole og med Ritualbogen i hånden, fik jeg nu i ca. et årti en rig vifte af erfaringer med, hvad der sker, når man stiller sig til rådighed som rituelt kyndig, men i øvrigt som afventende og nysgerrig og spørgende ind til, hvad det er, der er vigtigt for mennesker, når de skal indgå i de ritualer, som deres livsbegivenheder afføder.

Mennesker kan godt – de skal bare have lov, de skal bare inviteres. Jeg er klar over, at de mennesker, der kontaktede Livsceremonier, i forvejen havde gjort sig nogle refleksioner over, hvad det var de ville og ikke ville, og på den måde udgjorde et måske særligt segment. Men de var dog så indbyrdes forskellige, også i baggrund, at jeg tillader mig at antage, at mennesker i al almindelighed godt kan, når bare de får lov. Ikke få af dem var medlemmer af folkekirken, men ville noget andet – hvad de ikke havde mulighed for inden for folkekirkens rammer. Især i den indledende tid – før folkekirken, haltende, tøvende og nølende åbnede for vielser i det fri – handlede det om at have naturen som ramme for ritualerne. Det siger noget meget kraftigt om folkekirkens bygningsfetichisme, at forkyndelsen bindes så kraftigt til kirkerummet (og at det tog folkekirken så lang tid at åbne for vielser i det fri). Set fænomenologisk kan både bygning, præstekjole, messehagler, alterets og prædikestolens elevation være måder at vise magt på: At sørge for, at Guds ord kanaliseres gennem et magtapparat (som så kan ende med at blive den samling af træer, der gør, at man ikke kan få øje på skoven: magten skygger og spærrer udsigten). Enhver institution har som raison d’etre at opretholde sig selv, så det er ikke underligt, at det er sådan (og heller ikke underligt, at folkekirken nølede så lang tid med de udendørs vielser, hvor alle disse magtmarkører kun med besvær kan slæbes med ud af kirkerummet)  - det underlige er, at der ikke er en større selvrefleksion blandt teologer og præster omkring disse magtstrukturer- og akser. Selvrefleksion, som måske kunne afføde samtaler om, hvorvidt det er det, vi vil og skal som kirke– gestalte det således. Hvem er det godt og nyttigt for?

Når et ritual afklædes de magtbærende lag, står de tunge causae aldeles tydeligt og synligt. Jeg har som liturg viet og begravet på efterhånden mange og vidt forskellige steder – vielser afføder i sagens natur en større variationsgrad i lokationer, men begravelser kan i princippet foregå, hvor man synes, og det behøver ikke være i kapeller. Jeg har ikke båret præstekjole, og det har ikke haft nogen som helst betydning: liturgens rolle er synlig uanset; som ved alle ritualer er det konsensus, der bærer legen: Det aftales på forhånd, hvem der gør hvad. Ritualer og ceremonier er dyb (og alvorlig) voksenleg og følger legens spilleregler.

Når jeg som ceremonileder i Livsceremonier kom ud til mennesker til vielses- eller begravelsessamtale, voksede der i løbet af den samtale en ceremoni frem. Den var båret af dialog, af spørgsmål, af mine refleksioner og svar på og spørgsmål til deres refleksioner. Der er ikke noget, jeg kan sige, at de skal – de må selv træde i eksistentiel karakter. At det ofte fnysende udskældes af teologer og præster som (nedbrydende) individualisme, har jeg aldrig fattet. Dels bor vi i et land, hvis mest verdensberømte filosof lidenskabeligt talte om hin enkelte (som i sin partikularitet må arbejde på at træde i universel karakter), dels er det et indædt reformatorisk princip, at individet må og skal træde i selvstændig karakter over for den guddommelige instans. Det har for mig været en smuk og lærerig oplevelse at se mennesker i denne proces ranke ryggen, gøre sig oprigtige tanker om ritualets betydning og deres egen plads i universet og tage deres plads i ritualet som medskabende, medansvarlige.

En anden og befriende faktor i at samskabe ceremonier i stedet for at slå dem op i en ritualbog (hvor liturgen er eneherskende) er den, at liturgen bliver mindre vigtigt, fordi der er flere til at bære ritualet. Familiemedlemmer og venner tager f.eks. del på forskellig vis i selve ceremonien, og fornemmelsen af, at et fællesskab er med til at bære livet eller døden, bliver desto tydeligere. [2]

Den største lettelse og frihed for mig ved at træde ud af præsterollen (- og kjolen) og ind på Livsceremoniers platform var friheden til at byde mennesker op til rituel og eksistentiel dans på ligeværdige vilkår. At ikke mere være ængstelig og bange for, hvis nu nogen (andre præster, provster, bisper) skulle synes, at man ikke opretholdt the party line. At turde stå på lige fod med mennesker og ikke mene noget om dem eller for dem på forhånd. At samskabe, at være jordemoder på dét ritual, der satte en meningsfuld ramme op om lige netop disse menneskers væren i verden og deres plads i den. Uvægerligt kommer alle ritualer til at handle om at få den lille mening (de individuelle liv) til at finde en plads i den store mening (som folk kunne kalde ved forskellige navne – nogle kaldte det Gud, andre naturen eller kærligheden). At finde det rituelle udtryk og narrativ, der bedst synliggør denne indfældethed for lige netop disse mennesker, må være vores fælles rituelle opgave med og for hinanden. Og det er alt for stort til kun at overlade til præsterne alene.

Kristendommens grundbudskab om det levende, bevægelige fællesskab mellem mennesker båret af den uregerlige Helligånds nærvær og krav til os i en aldrig ophørende theosis rejse fordrer en elasticitet og vågenhed i vores rituelle omgang med hinanden. En fastlåst fordeling mellem gejstlig og læg slår den elasticitet og vågenhed ihjel. Det er både en umyndiggørelse og en gøren ukampdygtig, fordi individet aldrig selv inviteres ind til at røre sin egen rituelle muskel. Mange andre religioner (og til dels også andre kristne trossamfund som f.eks. den ortodokse og katolske kirke) har et bredt repertoire af hjemmeritualer, der træner individet til at have private, religiøse praksisser. I protestantismen har vi så godt som ingen. Så det må være af endnu større betydning hos os praksisløse protestanter, at mennesker inviteres ligeværdigt ind i det rituelle rum, og at vi begynder at gøre en indsats for at træne alles rituelle færdigheder. I et rum, hvor magtakserne er blødt op, og hver der er plads til fejl og bommerter og eksperimenter. Fordi det i bund og grund ikke er formen, det handler om, men om mødet med den opstandne Kristus, der vil noget med os, og at vi skal ville noget med hinanden og med verden i hans ånd og med hans blik:

It's not really about facts and dates and theories. It's about one man and our response to his life. The real truth is that no one has ever been able to control Christ. He storms down the hills of our theories, wild and triumphant; he marches into the heart of our lives and starts overturning the received ideas that we have carefully organised into neat little piles.

The Longest Week by Nick Page, Hodder & Stoughton, 2009

[1] Her et citat fra et debatindlæg i Kr.Dgbl. 04.04.2017: ”Måske går min undren generelt på, om biskopperne i en luthersk kirke har tabt troen på det myndige lægfolks kompetente deltagelse i den teologiske, kirkelige og folkelige debat, og derfor skal disse først med i anden runde, når de faglige eksperter har talt – også selvom overskriften er ”Fordi gudstjenesten angår alle”. https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/kritik-hvis-gudstjenesten-angaar-os-alle-hvorfor-er-der-saa-ingen-laegfolk-i-nye

[2] Her lige en note fra min refleksion efter en påskegudstjeneste i Barcelona: At være liturgisk båret. Det slog mig yderligere, at der var mange til at bære liturgien: den ældre præst, 4-5 hjælpepræster, der gik til hånde, nogle gange læste de også op, de bar vievand, flyttede lys, svingede røgelseskar, gik i procession, og så søstrene, så mange de var, der sang og var og smilede, og som også var med til at bygge den lille konstruerede scene med gravhaven op med lys, som de placerede med jævne mellemrum. Det var rigtig mange mennesker til at bære os, der var menighed. Pludseligt kunne jeg se, hvor pauvert – og umuligt og svært – det er at forlange, at en enkelt liturg: den protestantiske præst, skal bære en hel menighed; organist og korist(er) står jo som regel i en protestantisk kirke bagerst og øverst og er usynlige, rent fysisk.